SAS introducerer to nye vegetarmenuer. Den ene er svampe i dild- og peberrodslage sammen med en kålrabisalat. Foto: SAS / Andy Prhat

SAS: Nu med økologiske svampe og grillet blomkål

To vegetariske menuer vil fremover være en del af New Nordic by SAS-konceptet. Årstidens råvarer til de nye menuer kommer fra små, lokale producenter.

Passagererne hos SAS får nu også mulighed for at vælge vegetarisk mad, når sulten skal slukkes i højderne.

SAS meddeler, at dets New Nordic by SAS-koncept fra indeværende måned bliver udvidet med to faste vegetariske menuer, hvor ingredienserne vil være af gammel nordisk karakter. Det skandinaviske flyselskab har taget initiativ til dette efter en stigende interesse for plantebaseret mad fra rejsende.

New Nordic by SAS indeholder en række forskellige menuer, som er tilberedt af sæsonens råvarer fra lokale producenter. Menuerne bliver serveret for passagererne i den såkaldte måltidsboks SAS Cube.

”Det er fantastisk, at vi har et nært samarbejde med små producenter fra hele Skandinavien. Det bidrager til at udvikle vores kulinariske ambition med nordiske traditioner og oprindelse,” siger Karl Sandlund, koncerndirektør i SAS for blandt andet salg.

Håndplukkede svenske svampe
Den ene af de nye vegetarmenuer består af blomkål grillet i camelinaolie. Hertil en gotlandsk hvedesalat med linser, sorte bønner og beder. I den anden vegetarmenu finder man svampe i dild- og peberrodslage sammen med en kålrabisalat. Svampene er 100 procent økologiske og håndplukkede hos Hällested i Skåne.

Den ene af de to nye SAS-vegetarmenuer består af blomkål grillet i camelinaolie med en gotlandsk hvedesalat med linser, sorte bønner og beder. Foto: SAS / Andy Prhat

Flere af de producenter, der leverer råvarer til de to nye vegetariske menuer i New Nordic by SAS, kommer fra ’Nordisk Råvare’ – herunder eksempelvis Mickelgårds landbrug fra Gotland, Store Bjälösa fra Østergotland, Pesula gård i Tornedalen, Slätte Gård fra Vestergotland og Camelinaolja fra Søndermanland.

Relativt nyt madkoncept
I maj 2017 blev New Nordic by SAS-konceptet lanceret, og målet har fra begyndelsen været at finde det bedste fra den skandinaviske madkultur til gode oplevelser for passagererne i luften.

Hvert år serveres New Nordic by SAS-konceptet på 80.000 flyvninger i hele Europa. Flyveturen skal have en varighed på mindst 80 minutter, før kabinebesætningen serverer dette koncept. Hvis man vil være sikker på at få vegetarisk mad om bord, er det muligt at forudbestille i SAS Plus og købe i SAS Go.

Alle menuerne i New Nordic by SAS består af skandinaviske specialiteter, og de er – når det er muligt – baseret på økologiske råvarer og bæredygtige fisk og skaldyr.

 

Relaterede artikler:

SAS får nyt mad- og drikkekoncept

SAS dropper salg af morgenmad

Nyt mad- og drikkekoncept hos SAS

SAS køber mad og drikke for 400 mio. kr.

SAS rationerer drikkevarerne