Scandic Hotels er Nordens største hotelkæde og også den største i Danmark, hvor koncernen foreløbig har 30 hoteller på det danske marked med små 6.000 værelser. Arkivfoto.

Scandic sælger flere hotelværelser til højere priser

Nordens største hotelgruppe fik i årets tredje kvartal ”et nyt rekordkvartal og står stærkere end nogensinde,” siger koncernchefen. Nettoomsætningen i Danmark på højde med hele sidste år.

Scandic Hotels havde ved udgangen af årets tredje kvartal, 1 juli – 30 september, i alt 269 hoteller i drift med næsten 56.000 værelser i Sverige, Norge, Finland, Danmark, Tyskland og Polen.

Der var flest hoteller i Sverige, 87, Norge havde 83, Finland 61 og Danmark 30 med 5.826 værelser.

Samlet var nettoomsætningen for hele Scandic-koncernen i årets tredje kvartal 6,3 milliarder svenske kroner, cirka 3,9 milliarder danske kroner. Det var en stigning på fem procent sammenholdt med samme kvartal sidste år, fremgår det af Scandics seneste kvartalsregnskab. Scandic fik et driftsresultat i perioden på 1,2 milliarder svenske kroner.

Den gennemsnitlige belægning på de udbudte Scandic-værelser blev 71 procent og den gennemsnitlige RevPAR, den gennemsnitlige indtægt per tilgængeligt hotelværelse, steg til 933 svenske kroner fra 875 svenske kroner i tredje kvartal af 2022.

I årets tre første kvartaler, januar til udgangen af september, havde Scandic en nettoomsætning på 16,5 milliarder svenske kroner, cirka 10,4 milliarder danske kroner, og en gennemsnitlig belægningsgrad på 62,6 procent mod 58 procent i de første ni måneder af 2022.

Danmark allerede på omgangshøjde med 2022
I Danmark havde Scandic en nettoomsætning mellem juli og september i år på 877 millioner svenske kroner, cirka 555 millioner danske kroner; i samme periode sidste år omsatte Scandic i Danmark for 760 millioner svenske kroner.

Tallene viser også, at Scandic i Danmark i de første ni måneder af i år har omsat for 2,2 milliarder svenske kroner, hvilket næsten er det samme som i hele 2022, hvor omsætningen i Danmark blev 2,3 milliarder svenske kroner.

I runde tal kommer 75 procent af Scandic-koncernens indtægter fra salg af hotelværelser, resten fra hotellernes restauranter og udlejning af mødelokaler med mere. I alt fik Scandic i de første ni måneder af i år et driftsresultat på 2,8 milliarder svenske kroner mod 1,9 milliarder svenske kroner i samme periode sidste år.

Scandic havde ved udgangen af september i år lige over 11.000 medarbejdere, en stigning på cirka 500 fra samme tid sidste år.

Tilfreds koncernchef
I sine kommentarer til det seneste kvartalsregnskab, siger danske Jens Mathiesen, koncernchef for hele Scandic-koncernen (og bestyrelsesformand for Dansk Erhverv) blandt andet:

”Jeg er tilfreds med vores fremskridt med at blive mere effektive og lønsomme. Vi glæder os over den store efterspørgsel – og at endnu et rekordkvartal viser, at Scandic står stærkere end nogensinde.

Samtidig har vi et stærkt cashflow og en historisk lav gæld – det muliggør, at vi kan holde et højt tempo i den fortsatte udvikling af Scandic så vi kan fortsætte med at styrke vores markedsledende position,” siger Jens Mathiesen, der også glæder sig over:

”Hotelmarkedet viser modstandskraft i forhold til den høje inflation og renteniveau. Her i årets fjerde kvartal forventer vi samme belægningsgrad som i fjerde kvartal af 2022 – men med højere gennemsnitspriser.”

 

Relaterede artikler:

Scandic får første signaturhotel i Danmark

34 danske rejsebranchekoncerner på top 1.000-liste

Scandic Hotels hylder sine unge talenter