Svært for SAS at sætte prisen op

Mange rejseindkøbere mener, at SAS allerede har nogle af de højeste billetpriser i sammenligning med f.eks. British Airways, KLM og Lufthansa. Det forventes ikke, at SAS skal ligge i den lave ende prismæssigt, og de rejsende har en betalingsvillighed for at kunne flyve direkte non-stop fra Skandinavien.

 

Desuden har SAS i de senere år haft en prisstrategi med en relativ høj økonomiklassepris for at gøre prisforskellen til Economy Extra så lille, at det vil stimulere salget af dette produkt.

 

”Tiden er ikke moden til at fortsætte denne strategi. Der har været vækst i rejsebehovet hos erhvervslivet i 3 – 4 år, men væksten har været stagnerende ifølge klare indikationer i markedet. Erhvervslivet reber sejlene og går rejsebudgetter efter i sømmene,” mener direktør Ole Kirchert Christensen fra mægler- og rådgivningsvirksomheden travelbroker Nordic.

 

Selskabet har lavet en mini-analyse af SAS billetpriser og en række konkurrenter. Der er foretaget en sammenligning af billigste økonomiklassepris fra København med ud- og hjemrejse i maj og juni.

 

Analysen viser, at SAS på ruterne til Asien og USA er det gennemsnitligt dyreste selskab i konkurrence med British Airways, KLM og Lufthansa. På Asien er Finnair største konkurrent. På ruterne til Bangkok, Beijing og Tokyo ligger SAS prismæssigt over Finnair, hvilket også gælder på den nye rute til New Delhi. Det bemærkes, at SAS laveste pris til New Delhi er kr. 6.125, men selskabet har haft en særlig introduktionspris til kr. 4.947, svarende til laveste prisniveau for de øvrige selskaber.

 

Samlet er SAS mellem 4 og 23% dyrere end Finnair på de nævnte destinationer på billigste økonomiklasse. Altså er prisstigninger ikke umiddelbart en farbar vej.

 

Konkurrencebilledet er anderledes på de skandinaviske og europæiske hovedruter. I Skandinavien er det Sterling og Norwegian, der lægger pres på indtjeningen. SAS kan på sine laveste priser mellem København og de skandinaviske hovedstæder holde sig lige under kr. 1.000 for en returbillet, mens konkurrenterne tager knap det halve. I alle tilfælde et begrænset sædeudbud til den lave pris, men en indikator for selskabernes nederste smertegrænse – og dermed på forskellen i omkostningsniveauer.

 

I AEA- rapporten fra december 2007 viser udviklingen, at yielden (passagerindtægt pr. kilometer RPK) er faldende på det europæiske hovedmarked. I årets tre første kvartaler faldt den gennemsnitlige yield med 2,2%. Derimod steg yielden på ruterne til Asien og Nordamerika med henholdsvis 5,6 og 2,5 %.

 

Det er opgaven for SAS at vende en udvikling, som det ikke har været muligt for de øvrige 30 medlemmer af AEA at ændre. Yielden på den europæiske trafik skal i vejret gennem prisforhøjelser. Det skal ske med en begrænsning på 5% af den samlede kapacitet, som skal rette op på load factor, som i 1. kvartal har været mellem 62,6 og 66,2% på de korte distancer. Til sammenligning var den samlede load factor for AEA på det europæiske marked i hele 2007 på ca. 70%.

 

Udfordringen for SAS er derfor: Flere passagerer med hvert fly til højere priser end hidtil – i et marked med overkapacitet, stigende brændstofpriser og en økonomisk afmatning.

 

Skrevet af web-redaktionen