TURISME: Thailands Turistorganisation har produceret en App henvendt til muslimske turister med henvisning til alt fra moskeer til shoppingområder med bederum.
Thailand er rangeret som nr. to på The Global Muslim Travel Index, og det forpligter til at yde god service. Derfor har TAT, den thailandske turistorganisation, lavet en App på både engelsk og thai, som en form for guidebog for muslimske gæster i landet.
Direktør Juthaporn Rerngronasa fra TAT siger samtidig med udgivelsen, at man er særlig glad for at kunne præsentere nyskabelsen her under Ramadanen.
”Det skal være en hjælp for vores mange gæster fra Indonesien og Malaysia. Der bor 240 mio. muslimer i Malaysia, Indonesien og Brunei, og de har Thailand som deres næst mest populære destination.”
Når man er muslimsk turist i Thailand, har man brug for at finde halal restauranter, moskeer, shoppingcentre med bederum, de rigtige hoteller med forståelse for muslimske ønsker og traditioner. Det er hvad de nu får, når de søger på den nye App.
Der bor 1,6 milliarder muslimer i verden, og de udgør 23 procent af alverdens befolkning.