En tidligt bestilt ferierejse kan blive både dyrere og billigere

TIRSDAGSKLUMME: Godt hvis både arrangør og kunder er glade, men så er der jo også dem, der scorer gevinsten ved at vente til sidste øjeblik. Selv ville jeg have svært ved at planlægge, hvad jeg skulle næste år i oktober.

Af Ejvind Olesen

I går var det så Bravo Tours, som kunne fortælle om pænt mersalg helt frem til oktober næste år. Blot som en understregning af den trend vi tidligere har hørt både fra Spies, TUI og Apollo.

Og formentlig mange flere. Det samme gælder bl.a. for flyselskabernes lavprisbilletter og for krydstogtrederierne. Og kunderne i stor flok følger efter og tror på tippet om, at man skal skynde sig, hvis man vil sikre sig den rigtige dato. For slet ikke at tale om det rigtige hotel og det rigtige værelse. Og lige for en ordens skyld, også den rigtige pris.

Naturligvis tror arrangører og transportselskaber selv på det marketingsbudskab de lancerer i denne tid. Det er jo brave og pålidelige folk. Men helt inde i dem nager tvivlen måske en smule. Stiger olieprisen igen? Er der forvirrede politikere, som ikke ved, at det går ud over besøgstallet, hvis de forhøjer eller vedtager nye turistskatter? Bliver det er brag af et sommervejr, så de bliver nødt til at sætte priserne ned i stedet for op? Falder der ingen sne i alperne i de to første vintermåneder?

Bureauerne, og især charterrejserne med faste pakkerejser, kan ikke gøre andet end sætte sig hen og vente og håbe på, at planlægningen holder, og at de kan leve op til kundernes forventninger. Når de nu har lovet det så tidligt – og også fået pengene i rigtig god tid.

Jeg ved godt, der er aftrapningsordning frem mod afrejsetidspunktet. Jeg ved også, at der ikke på nogen måde er tale om bondefangeri, og at man i Danmark via Pakkerejseloven er sikret det fulde beløb, hvis det skulle gå galt for et eller andet bureau. Men selv om det kun er et depositum, er der altså meget længe til næste oktober.

Fra min egen rejsebureautid i daværende Ungdommens Rejsebureau, 1963-65, husker jeg, at vi startede vintersalget i oktober ved en stor afslutningsfest for de unge i Odd Fellowpalæet, hvor man sagde tak for i år og på gensyn. Men det var kun vinterrejser. Tilsvarende forløb fandt sted i marts for sommerrejser.

Selvfølgelig var der mange unge, som lærte hinanden at kende fra år til år og absolut skulle have samme hotel og samme værelse i St. Johan om vinteren eller i Rimini om sommeren. Men vi havde hverken program eller priser klar et år i forvejen.

Det var, og det er, fortsat lidt af et lotterispil, både med pris og kvalitet, hvis man ikke allerede nu slår til. Tænk bare på, hvad der er sket med lavprisflyenes takster og ruter inden for de seneste år.

Her spiller rejsearrangørerne jo også med. Modsat må man jo indrømme, at de får penge i kassen, som man ikke fik for 50 år siden i form af forudbetalinger.

I det hele taget rider danskerne på en planlægningsbølge, som andre i rejsebranchen også har forstået at udnytte. I denne tid kan man se en ihærdig annoncering for et par timers underholdning i Kongens Have i København Grundlovsdag næste år. Bevares, det er kendte danske kunstnere, der optræder, men alligevel.

Vi andre med et knap så struktureret og planlagt liv, og for mange af os oven i købet med en betragtelig alder i bagagen, må finde os i at tage chancer. Det har vi det også bedst med. Og det er vel i grunden ikke så galt. Vi har jo også tiden til det.

Relaterede artikler

Haves: Lufthavn med succes Ønskes: Sympati fra brugerne

Med All Inklusive på sommerferie

Hvornår begynder flypassagerer at vælge kvalitet?