Vrede over færgeforlig for Bornholm

Povl Anker, færge, Rønne, bornholm

Poul Anker.

TURISME: Det nye færgeforlig bliver en katastrofe for Bornholm, der vil miste over halvdelen af sine tyske turister pga. reduceret færgefart mellem Tyskland og Bornholm. Feriehusudlejernes Brancheforening har sendt åbent klagebrev til transportminister Magnus Heunicke.

I brevet skriver Feriehusudlejernes Brancheforening bl.a.: Færgeforliget for Bornholm vil betyde en stor nedgang i tyske gæster og tab af arbejdspladser i turismeerhvervet. Forliget betyder, at Bornholm mister sin såkaldte erstatningsfærge, Poul Anker. Dermed er det ikke muligt at opretholde færgekapaciteten på ruten til Sassnitz – den eneste færgeforbindelse fra Tyskland til Bornholm. Dermed vil Bornholm miste en væsentlig del af sine tyske gæster.

Hvert år har feriehuse ca. 325.000 tyske overnatninger ud af i alt ca. 525.000 tyske overnatninger på Bornholm.

Videre skriver Feriehusudlejernes Brancheforening: I færgeforliget står der, at turismen vil få gavn af aftalen, men realiteten er, at de tyske gæster ikke længere kan få transport til Bornholm.

I dag besejles Sassnitz-ruten af to færger i højsæsonen, erstatningsfærgen Poul Anker og Køge-færgen, Hammerodde. Fremover vil det højest være den ene af færgerne, der sejler på ruten, nemlig Hammerodde, der har en væsentlig mindre kapacitet end Poul Anker.

Bornholm står efter færgeforliget til at miste mellem 300.000 og 400.000 tyske overnatninger, fordi erstatningsfærgen ikke er der til at betjene ruten til Tyskland.

Tyskland er Bornholms største marked for udenlandske turister og et tab i tyske gæster på grund af nedlæggelsen af erstatningsfærgen fjerner enhver mulighed for at øge turismen og er i direkte modstrid med regeringens meldinger om, at man vil styrke Turisterhvervet, skriver Feriehusudlejernes Brancheforening.