Mandags kommentar

Det kan skabe en utrolig politisk tumult at ville skabe infrastruktur.



Især når stridens æble er et brobyggeri. Det tog i sin tid næsten 100 år omsider at få skabt politiske muligheder for at bygge den faste forbindelse over Storebælt. Bl.a. de radikale kæmpede imod til det sidste.



Venstre ville kun træde ind i SV-regeringen i 1978, hvis det daværende Storebæltsprojekt blev taget af bordet.



Også Øresundsbron var vanskelig at få hevet hjem. Her var modstanden på begge sider af Øresund samlet på venstrefløjen, der blandt andet var bekymret for fugleliv og sundets sæler. I Nordsjælland betingede politikerne sig, at færgerne fra Helsingør fortsat skulle kunne sejle, når Amager og Malmø fik deres faste forbindelse. Fælles for alle de store broprojekter er, at ingen efterfølgende har villet rive dem ned igen. De er alle blevet succeser. De har alle bidraget til vækst og udvikling. Og hver en bropille har bidraget til at skabe sammenhæng internt i Danmark, Skandinavien eller mellem de nordiske lande og resten af Europa.



Nu er den sidste store faste forbindelse (hvis ikke bornholmerne en dag beslutter sig for, at de også vil have en) på vej. Lolland og Femern skal forbindes. Ikke for bilisternes skyld. Men for Europas og Danmarks.



Aksen skal hedde København-Berlin. Det vil give Hovedstaden yderligere medvind i bestræbelserne på at blive Nordeuropas naturlige metropol.



I sig selv et vigtigt nationalt formål.



Det er også forklaringen på regeringens ihærdighed for at virkeliggøre projektet. Og det er al ære værd.



Kritikerne af projektet er stadig venstrefløjen og de radikale. Tilhængerne regeringen og socialdemokraterne.



Helt så enkelt er det ikke.



For der er masser af folkevalgte i bro-partierne, der er kritiske, skeptiske eller direkte imod.



Blandt andet fordi mange jyder og fynboer frygter, at landsdelene hægtes af.



Den samme frygt har det danske mindretal syd for grænsen og deres to medlemmer af delstatsparlamentet, Landdagen i Kiel.



De vil hellere have, at lokalregeringen i Slesvig-Holsten i stedet skal prioritere forbindelsen mellem Danmark og Hamburg i det vestlige Slesvig, der ganske rigtigt også af nød får ordentlig infrastruktur med svag erhvervsudvikling til følge.



Men Sydslesvigske og jyske politikere, der ikke kan se samfundsudviklingen i nationalt og internationalt perspektiv, driver sognepolitik.



I den tyske forbundsdag er det faktisk kun CDU/CDU, der helhjertet bakker broprojektet op.



Men partilederen, forbundskansler Angela Merkel har svært ved at skaffe opbakning i det andet regeringsparti, SPD. De tyske socialdemokrater mener, at fordelen ved brobyggeriet først og fremmest er dansk. Berlin og Tyskland er jo midt i Europa.



Kniber det med fodslag i den tyske regering, er der derimod opbakning fra EU, hvor kommissionen betragter en fast forbindelse, som en vigtig brik i den samlede europæiske infrastruktur, der skal give kontinentet sammenhængskraft.



Men problemet omkring finansieringen er dels en masse teknik, hvor den brugerbetaling, som vi kender fra Storebælt og Øresund, ikke er kendt i Tyskland. Og for tyskerne det politiske problem, at det er København, der har brug for at blive koblet på det øvrige kontinent og ikke omvendt. Og det vil tyske skatteydere – der er hårdt plaget af eftervirkningerne af genforeningen for mere end 15 år siden – ikke betale for.



Venstrefløjen i begge lande er imod, som det har været kutyme ved alle andre byggerier og igen er der modstand fra regioner, som er bange for deres lokale udvikling kommer i anden række.



Mange folketingsmedlemmer eller medlemmer af den tyske forbundsdag, valgt i de frygtsomme områder taler deres lokale meningsdannere efter munden.



Men denne gang går det ikke.



Et flertal i Folketinget vil gå ind i finansiering, der tager luften ud af den tyske modstand, men til gengæld vil betyde, at broen bliver mest dansk. Regeringen vil sætte sin prestige ind på det.



Alt taler for, at aftalen kommer i hus. For det vil flertallet i det danske folketing uanset regeringens farve.



Det betyder, at den nye bro Ikke bliver fifty-fifty ejerskab mellem de to nabolande.



Det bliver ”vores bro”. Danmark bliver majoritetsbestyrer af det ny fælles østersøprojekt.

Skrevet af