Udsigten til en yderligere genopretning i antallet af turister fra Asien, kan potentielt betyde, at presset stiger på flere populære destinationer i Europa, der i forvejen kæmper med overturisme.
Flere byer og destinationer har i de senere år indført skatter og afgifter på eksempvis hotelovernatninger eller for krydstogtgæster i et forsøg på at regulere eller helt undgå overturisme, der en række steder opfattes som et problem.
Sådan er det blandt andet i Amsterdam, hvor der i selve den hollandske hovedstad og det omkringliggende byområde bor omkring 1,1 millioner indbyggere, men i 2022 slog godt fem millioner turister vejen forbi byen, hvilket førte en vis mængde irritation fra borgerne med sig.
Det skyldes eksempelvis, at den store tilstrømning har ført til, at mange lejligheder på tværs af Amsterdam nu kun lejes ud til turister, og det skaber udfordringer for de lokale borgere, som dels har svært ved at finde en bolig, men også skal betale en højere pris end tidligere, da efterspørgslen fra turister driver udlejningspriserne i vejret.
Flere destinationer opfatter overturisme som problematisk
Udover at bringe de besøgende på kant med indbyggerne på en given destination, kan overturisme også betyde, at den store interesse for attraktioner eller oplevelser får en negativ indvirkning på det, som de kommer for at tage i selvsyn.
Det kan eksempelvis være naturen, og den negative påvirkning af denne er netop en af de faktorer, som har gjort, at man på Island overvejer at indført en turistafgift. Sidste år udtalte statsminister Katrín Jakobsdóttir (Venstrepartiet – De Grønne), at en sådan både vil kunne regulere antallet af turister men også være til gavn for naturen.
”De fleste af de turister, som kommer til Island, ønsker at opleve vores uspolerede natur, og det skaber selvsagt en belastning,” lød det fra statsministeren, der påpegede at provenuet fra en eventuelt kommende afgift kan benyttes til at afhjælpe turismens konsekvenser for landets natur og som et bidrag til den grønne omstilling.
I tillæg til Amsterdam og Island opfatter politikere og indbyggere i blandt andet Venedig og byen Dubrovnik i Kroatien samt på Hawaii også antallet af turister som problematisk og forsøger på forskellig vis at gøre noget ved det.
Kan overstige 2019-niveauet
Nu fortæller FNs turismeorganisation UNWTO dog, at organisationens prognoser for den fortsatte genopretning af den internationale turisme peger på, at i hvert fald de europæiske destinationer formentligt står til at få endnu travl sommer, hvilket potentielt kan føre til flere udfordringer relateret til overturisme. Det skriver Sky News.
Ifølge Sandra Carvao, der er direktør for markedsanalyse og konkurrenceevne hos UNWTO, kan man i år nå tilbage på 2019-niveauet, hvis udviklingen i den internationale turisme fortsætter i samme tempo, som opleves i øjeblikket.
”Man er bagefter i genopretningen i turismen fra Asien, der før pandemien var den næststørste region, når der måles på rejser til Europa, men hvis Asien fortsætter med at komme sig med den hastighed, som vi hidtil har været vidne til, vil antallet af turister på verdensplan sandsynligvis overstige de 1,5 milliarder, som der var i 2019.”
Relaterede artikler:
Afgifter stiger: Brancheorganisation kritiserer storby