Ny uro om Sterling

Sterlings piloter og stewardessers fagforening har afbrudt forhandlingerne, stærkt utilfreds med de forhold, man vil tilbyde de ansatte, skriver Ritzau.



”Det har vist sig, at nogen (køber – sælger eller bobestyrere) ikke ønsker ordnede forhold, ligesom man ikke ønsker at respektere de afskedigedes rettigheder. Dansk Funktionærforbund tager skarpt afstand fra dette og må konstatere, at det ikke er muligt at deltage i drøftelserne på disse betingelser,” siger dets forbundsformand, Karsten Hansen.



Dermed må kuratorer og potentiel køber arbejde videre uden fagforeningen, som repræsenterer omkring 300 af de 430 tilbageværende ansatte i Sterling.

I forhandlingerne, har Ritzau erfaret, arbejdes med en lavprismodel, hvor første løntrin giver en grundløn på under 10.000 kroner, og bl.a. den lavprismodel har fået Dansk Funktionærforbund til at stå af.



Omvendt sagde et rygte i går, mandag, at en fond vil overtage 6-8 fly samt 4-500 medarbejdere og kun flyve ruteflyvning. Tirsdagen giver måske en afklaring.



En anden Sterling-historie i går var, om PBS har et erstatningsansvar, fordi PBS angiveligt ikke har fortalt, at dankortet var værdiløst ved Sterlings konkurs.



Det er den tidligere diskussion om, at hvis flybilletten til Sterling var købt med et dankort var pengene væk, selv om kunden ikke kom af sted – mens en betaling med et kreditkort havde givet mulighed for at få pengene igen.



Politiken skrev i lørdags om de store forskelle.



Men nu vil to Sterling-kunder have undersøgt, om PBS, der indløser transaktionerne på både dankort og en række internationale kreditkort, burde have fortalt kunderne om forskellen på dækningen ved konkurser.



Det er Bjarne Bekker, redaktør af hjemmesiden seniorlife.dk, og konsulent Lars Gosvig, der allerede står bag et initiativ, der skal samle tusindvis af berørte Sterling-kunder i et fælles krav mod konkursboet.



De to vil bede en advokat, om PBS kan gøres erstatningsansvarlig.

Skrevet af