Kommentaren

Mandag Morgen er et lille, seriøst og analytisk mediehus, der i en for dansk presse i ukendt grad blander egne budskaber og journalistik. Gennem årtier har de søgt at sætte dagsordener gennem grundigt researchede artikler og rapporter, hvor mediehusets egne budskaber ofte ikke er til at misforstå. Nyhedsbrevsformen er siden blevet overtaget af en lang række organisationer og medier – Take Off er ingen undtagelse.

Nu har Mandag Morgen begået en analyse om dansk turisme og er nået frem til den konklusion, at branchen er i dyb krise. Den stikker nu aktuelt ikke særligt dybt. Tværtimod kan både København og en række af de mest populære feriemål ved kysterne – Vestjylland, Bornholm etc. – melde om fuld fart på udlejningen af feriehuse og med det sommervejr, som metrologerne forudser, vil 2007 nok blive en succes for campingpladser og andre overnatningsformer langs kysterne. Tyskerne er vendt tilbage efter nogle år at have holdt ferie på smalkost og danskerne selv har også igen fået mod på ferie i fædrelandet.

Derfor er ”dyb krise” et alt for alvorligt ordvalg, som ikke har dækning i realiteterne. Omsætningen har næppe nogensinde været højere. Og mange af turisterhvervene kan ikke skaffe tilstrækkelig med arbejdskraft.

Når der alligevel er grund til at tage MM-analysen alvorligt, er det fordi den rører ved et centralt problem.

Globaliseringen, den stærkere konkurrence i flybranchen og murens fald er der god grund til at juble over.

Men samlet har det siden midten af 90`erne betydet, at det i dag er billigere at rejse til og leje en ferielejlighed 14 dage på et trestjernet hotel i Indien, end leje en hotellejlighed og rejse til Bornholm med fly eller færge.

Man kan holde en forlænget weekend i det historiske Krakow med lækkert centralt hotel og tre daglige måltider for det samme som en flybillet hos SAS koster retur til Ålborg.

Det betyder, at ikke alene danskerne, men også en masse andre europæere pludselig foretrækker noget mere eksotisk end Dueodde eller Jammerbugten.

De gør det ikke alene, fordi man får mere for pengene under andre himmelstrøg. De gør det også for at opleve nye folkeslag, kulturer, deres historie og kulinariske traditioner.

Og godt er det for mange ting, at vi ikke er navlebeskuere, der vender omverdenen ryggen.

Når overnatningerne er faldet hænger det sammen med flere tilbud verden over. Det regnes ikke for noget at tage et smut til Sydafrika eller Marokko eller Vietnam. Og prisen er konkurrencedygtig. På de nære markeder kan man spille fortræffelig golf eller gå på jagt i Polen. Eller vælge badeferie ved Sortehavet.

Murens fald åbnede muligheder, vi aldrig havde kendt. Vi sejler på Donau og kører med den sibiriske jernbane. Globaliseringen gør, vi færdes hjemmevant i Beijing eller Rio de Janeiro. Priserne gør, at en god traditionsrig ferie i Danmark nemt kan byttes med noget, der er mere eksotisk.

Den vanskelige opgave for turistbranchen er at udvikle tilbud, der gør det attraktivt for de nye turister fra Kina, Sydamerika, Sydøstasien, Indien og Afrika at slå et smut til vort lille smørhul.

Hvordan får vi dem til at komme her. Hvordan får vi rejsearrangører på den anden side af kloden til at sende deres gæster til Ålborg eller Odense i stedet for til Gent eller Dresden? Nogle af de mange hundrede millioner nye turister skal supplere ”tabet” af vore egne landsmænd og gæster fra traditionelle markeder, hvor mange forståeligt føler sig tiltrukket af at bruge en del af feriebudgettet andre steder på kloden.

Men det handler også om f.eks. at udvikle kongresturisme yderligere eller sportslige globale events. Begge dele kræver faciliteter, som i stort omfang står og falder med politisk vilje.

Og endelig er det tilbagevendende spørgsmål jo, om turisterhvervet er organiseret rigtigt.

VisitDenmark er på mange måder en glimrende organisation med kompetente og dygtige medarbejdere, men den lider under det handicap, at den er politisk styret. Indirekte er det erhvervsministeren, hans embedsmænd og Folketingets erhvervspolitikere, der lægger strategi for udvikling og markedsføring. Det er skidt. Kunne man forestille sig Dansk Industri eller landbruget organisere sig på samme måde. Eller IT-branchen eller fiskeriet?

Selvfølgelig ikke.

Før turisterhvervet alene tager ansvaret for deres egen produktudvikling, markedsføring og samarbejde vil det ikke blive rigtig godt.

Politikere skal holde sig til det, de er sat til, men overlade til erhvervene selv at drive deres branchevirksomheder.

Al erfaring viser, at det giver de bedste resultater.

Skrevet af