Hannibal & Marco Polo i ’Second Life’

”Vi har lejet os ind i lokaler, der ejes af Wonderful Denmark. Firmaet har skabt en kopi af Korsbæk fra Matador. Her har vi indrettet vores nye kontor i et lokale i Algade, ved siden af boghandlen. Vi har valgt kontorets beliggenhed med stor omhu. Det ligger tæt på byens torv, som er det sted man lander, når man ankommer til Korsbæk,” fortæller adm. direktør René Andersen

”Vi arbejder i øjeblikket på at oprette vores eget flyselskab, Hannibal & Marco Polo Airways. I fremtiden vil vores virtuelle kontor blive online-bemandet med rigtige rejsekonsulenter. Kunderne kan derefter komme ind til os på Second Life og få en realtime dialog om den fremtidige rejse. Som et led i rådgivningen kan vi på sigt tilbyde kunderne at flyve med os ud og få en rundvisning på de hoteller, som de skal bo på den virkelige rejse. Det er da smart!  Vi skal også have vores eget krydstogtskib på et tidspunkt”, siger René Andersen.   

Hannibal & Marco Polo er det første rejsebureau i Danmark som har etableret sig på Second Life, men René Andersen er overbevist om, at de nærmeste konkurrenter snart vil følge efter.

”Jeg ser Second Life som en af fremtidens helt store markedspladser, der vil udvikle sig eksplosivt de kommende år. Det er kun fantasien, der sætter grænsen for Second Lifes udvikling. Der er i øjeblikket 6,3 millioner indbyggere i Second Life, og bag hver figur er der et rigtigt menneske! Der omsættes i øjeblikket for 1,7 millioner US dollars i døgnet.

Second Life er en 3-dimentionel verden på nettet. Hvis man kender computerspillet Sims lavet til børn, har man en idé om, hvad det er. Man opretter en figur, når man har downloaded programmet på www.secondlife.com,  Via sit tastatur og kommandoer på skærmen, styrer man så sin figur rundt i den virtuelle verden. Figurerne kommunikerer indbyrdes via en slags messenger-program, og man bestemmer selv, hvordan figuren skal se ud.

Flere tusinde virksomheder har allerede etableret sig i Second Life bl.a. multinationale selskaber som Sony, Toyota, Nissan, Reuters og IBM. Herhjemme er det bl.a. Røde Kors, Rambøll, Computerworld og TV2. ’Jysk’ har netop åbnet butik i Korsbæk. Det samme har Kristelig Fagbevægelse. Nogle virksomheder afholder møder i Second Life. Det er ofte billigere end at etablere en egentlig videokonference. Andre bruger Second Life til at lade både de ansatte og kunderne teste nye produkter. Second Life er på mange måder et spejl af den virkelige verden.

Skrevet af