Kejserens skæg eller dyb alvor

Af Karsten Madsen



Det er sket med Schengen-aftalen. Det er sket med grænseoverskridende forskning, arbejdsmarked og kulturliv i vort nærområde ved den dansk-tyske landegrænse og i Øresundsregionen, hvor pendlertogene er fyldt til bristepunktet af både danskere og svenskere, der arbejder på den ene side af grænsen og bor på den anden.

Det nationale har betydning kulturelt, sprogligt og nationalt.

Men derimod ikke erhvervsmæssigt, hvor det samlede Europa udgør en verden, der igen er regionalt orienteret.



Danmark tilhører Østersøregionen sammen med de andre skandinaviske lande, russere, polakker og tyskere og ikke mindst de tre små baltiske lande.



Her bunder diskussionen om hvilken by, der er Nordeuropas vigtigste.



Hvor er et kraften kommer fra. Hvor mødes de tunge erhvervsfolk. Hvem er vært for kongresserne. Hvem kan byde på mest kunst og kultur. Hvem har den bedste underholdning og de bedste rejseveje. Hvem har den mest succesrige forskning. Den bedst uddannede arbejdskraft, den bedste og mest fremadrettede beskæftigelse.



Stockholm og København slås målt med disse alen om titlen som Nordens hovedstad, mens Oslo og Helsinki hovedrystende kigger på. Når vi går længere ud end Skandinavien, er Hamburg og Berlin også stærke magneter både i forhold til den nordlige europæiske region, men bestemt også den centraleuropæiske.



Det er derfor, der netop for København er enorme perspektiver i at sikre at rejsevejene i fremtid går Kbh-Berlin og Kbh-Hamburg – og ikke over Østersøen fra svenske havne.



I rejsebranchen kender vi godt situationen. Mange landes turistrepræsentationer har valgt Stockholm som hjemsted for deres skandinaviske markedsføring. Mange mindre nationer har også valgt den svenske hovedstad som hjemsted for den ambassade, der også betjener nabolandene Norge og Danmark.



Turistrepræsentation og gesandtskab hører ofte sammen. Den daglige kontakt bliver lettet af naboskabet. Ofte er markedsføringen af turismen afstemt med andre erhvervs indsats for at kapre skandinaviske kunder og partnere. Og med turistkontoret vil ofte følge flyselskab.



Stockholm har her haft en fordel. Sverige er målt i befolkningstal og udstrækning næsten dobbelt så stort som Danmark. Sverige har indtil for få år siden været en selvstændig aktør i den internationale politik. Det er Danmark først blevet i forlængelse af murens fald. Arlanda er i dag overhalet af Københavns Lufthavn, men det er ikke mange år siden, at Kastrup var at regne for en provinslufthavn.



Det er uhyre vigtigt for hele Danmark, at København klarer konkurrencen med Stockholm, Helsinki, Warzawa, Berlin, Hamburg – og Stockholm.



Det er derfor, at det er selvmål at spare på markedsføringen. Det er et endnu større selvmål ikke at følge de seneste 20 års investeringer op med nye udviklingsplaner og øget samarbejde med Skåne.



Det er her Danmarks muligheder for at få del i regionens udvikling er bedst. Også fordi politikerne i resten af Sverige og ikke mindst i Stockholm hader det stadigt stærkere samarbejde mellem Malmø og København. Det skal cementere Københavns naturlige førerposition.



Danskere har det med at slå sig for brystet i selvglæde, over alt hvad vi kan byde på fra Københavns internationale lufthavn til Zoologisk Have og Operaen og en stribe af internationalt anerkendte restauranter. Men svenskerne og Stockholm kan også være med.



Og før vi falder omkuld i selvtilfredshed, skal vi måske huske, at det først er i dag, at lufthavnen via metroforbindelse bliver landfast med det centrale København. En sådan forbindelse har der været fra både Arlanda til Stockholm og Heathrow til London i masser af år.



Vi er med rette stolte ved vores lufthavn. Men både krudtet og den dybe tallerken er altså opfundet, før danske politikere kickstartede den københavnske udvikling.

Skrevet af