Debat: Skønne spildte muligheder

I tirsdagens Berlingske Tidende omtales planer om at bygge ca. 4.800 hotelværelser i København de kommende 3-4 år.



Såfremt alle disse planer skulle udmønte sig på samme tid, kan det medføre et kritisk pres på hovedstadens hoteller, som i yderste konsekvens vil kunne karakteriseres som krise.



Men virkeligheden bliver formentligt en helt anden.



Disse projekter er indtil videre, på nær to, skrivebordsprojekter, hvor ejendomsudviklere og investorer har identificeret en mulighed for at opføre nye hoteller – men kun to projekter er rent faktisk er under opførelse.



Hvad angår de andre, så sker der formentligt det samme, som i 2001–2003 – nemlig at de fleste lægges på hylden og samler støv og venter på ”bedre tider”.



Men netop dette er en stor skam.



De fleste aktører er enige om, at København behøver nye hoteller for at klare sig i konkurrencen med de andre europæiske hovedstæder for at kunne tiltrække vores fair andel af den eksplosive stigning i international rejselyst.



Der er bare lige det lille ”men” – at København i dag fravælges i stor stil på grund af vores høje momsniveau.



Mens Norge har en moms på 8 %, og Sverige formentlig snart sænker sin moms til 6 %, skiller vi os markant ud med 25 %.



Det gør det mindre attraktivt at vælge København – hvilket med al tydelighed er bevist i de seneste år, hvor vi har set stagnation og tilbagegang i antallet af internationale gæster.



Slutresultatet vil derfor blive, at investeringslysten aftager eller forsvinder og de planlagte projekter ikke føres ud i livet idet afkastet bliver for dårligt.



Vi er mange i branchen som ønsker, at regeringen og ”vores” minister – Bendt Bendtsen – snart vågner op ser de fantastiske vækstmuligheder i vores branche, hvis bare vi blev stillet i en fornuftig konkurrencemæssig situation sammenlignet med vores konkurrenter i Europa.



Hvis bare halvdelen af de planlagte hoteller i hovedstaden blev realiseret, ville det skabe mindst 1.500 nye arbejdspladser på de nye hoteller. Dertil skal lægges den afsmittende effekt på underleverandører, butikker, forlystelser, taxi, offentlig transport m.m.



Horesta har tidligere beregnet, at en reducering af hotelmomsen til f.eks. 15 % ikke vil koste staten provenu, idet den øgede konkurrenceevne vil tiltrække langt flere hotelgæster, hvorfor statens provenu faktisk ville stige.



Og som branchen med al tydelighed beviser, er der mere end tilstrækkelig med investeringslyst og planer om at udbygge kapaciteten.



Det kommer bare ikke til at ske, hvis ikke der samtidig skabes de rette økonomiske rammer, så københavnske hoteller kan konkurrere om de internationale rejsende på lige vilkår.


Skrevet af