Dagens kommentar

Da dampmaskinen i sin tid gjorde det muligt at frigøre en masse fysisk arbejdskraft til mindre invaliderende opgaver, gjorde arbejderne oprør og stormede og ødelagde de nye maskiner. Teknologiske fremskridt var af det onde. Det tog jo arbejdet fra befolkningen. Uanset om dette var surt, hårdt og ødelagde både sjæl og krop. Ja, tilmed var det elendigt betalt.



Man kaldte disse oprørsmænd for maskinstormere.



Begrebet er siden blevet synonymt med den mest indædte konservatisme og mangel på vilje til at se mulighederne i nye landvindinger.



Det klassiske eksempel i moderne tid er typograferne, der var længe om at indse, at der kun var to muligheder: enten hoppe på udviklingens vogn eller blive marginaliseret. I dag er typograffaget stort set væk. Og resterne af det stolte forbund opslugt i HK!



Når det gælder samfundets investeringer har vi masser af tilsvarende eksempler.



Havde politikerne lyttet til folkeviljen havde Langeland og Fyn ikke været forbundet med broer. Faste forbindelser havde ikke eksisteret over Øresund og Storebælt. De fleste motorveje havde ikke set dagens lys. En tur fra København til Vestkysten ville ikke tage tre timer. Den ville tage fem-seks. Og Esbjerg havde slet ikke eksisteret for byen blev skabt på grund af politisk udsyn ikke folkevilje.



Ja – og København, der i dag fremstår som en af Europas flotteste storbyer, havde været en by i forfald, hvis daværende overborgmester Egon Weidekamp ikke havde haft mod og mandshjerte til at trodse ”folkeviljen” og sanere hovedstaden.



Hvem husker ikke Peter Bellis ”bliv væk fra vort kvarter” eller Villo Sigurdsons banjobande, der bekæmpede ethvert tilløb til forandring og aktivister, der tog Weide- til ”fange” på hans eget kontor.



De seneste årtier har argumentet mod fremskridtet altid været hensynet til miljøet.



Gang på er det blevet gjort til skamme. Fuglelivet ved Øresund har aldrig været rigere end efter broen afløste færger. Der er også masser af sæler, som ellers blev erklæret for udrydningstruede.



Nu tager vi en ny runde. Denne gang om udvidelsen af lufthavnen i Tune ved Roskilde, hvor CPH gerne vil udvikle et annex, der kan aflaste det store internationale pres, som er i fuld gang, og som gerne skulle blive voldsommere i årene, der kommer.



Se det kan de, der har baghave med roser og kartofler lige bag landingsbanen ikke lide. Det kan man godt forklare. Hver er sig selv nærmest. Og hvor skal man hente kræfter til at se en samfundsmæssig sammenhæng, når den hjemlige idyl måske er truet.



Men hvis den almindelige berørte borger frygter forandringerne, når hans lille jordlod indgår i planerne, er det måske mindre forståeligt, at det samme sker med politikerne.



Roskildes kommende borgmester – og med ham tre andre lokale toppolitikere fra de omfattede kommuner – protesterer mod udvidelsen af Roskilde Lufthavn. Det vil de simpelthen ikke være med til. Selvfølgelig fordi de er bange for deres vælgere.



Men sandheden er jo det modsatte: en udvidelse af den lille lufthavn ved Tune til et egentlig annex – og måske endda på sigt en miniature konkurrent til de nuværende ejere i Kastrup – vil skabe arbejdspladser, aktivitet, tiltrække virksomheder og styrke Roskilde-egnens erhvervsudvikling.



Den slags burde optage byens borgmester.



Men nej.



Sådan er det ikke. Tværtimod. Planerne skal bekæmpes. Vi andre ved, at når kampen for de formastelige er tabt og planerne bliver virkeliggjort, vil alle kigge sig undrende over skulderen og stille spørgsmålet: Hvorfor var det nu, at vi var imod?



Spørg bare de socialdemokratiske, radikale og folkesocialistiske modstandere af de seneste store anlægsarbejder over sund og bælt?

Skrevet af