Hilton, en af verdens største hotelkæder, vender i 2020 tilbage til København med åbningen af Hilton Copenhagen City. Illustration: Hilton.

De 10 mest læste historier i 2018

Konkursen i Primera Air og konsekvenserne for Bravo Tours tiltrak mange læsere i 2018, men nyheden om Hiltons tilbagevenden til København var også godt stof.

Nu er det muligt at læse eller genlæse de mest populære nyhedshistorier fra rejsebranchen i 2018.

Ikke overraskende var det historien om vores egen årlige prisfest, Danish Travel Awards, der vanen tro trak flest læsere. Men året var også præget af konkursen i Primera Air og hvad det især betød for søsterselskabet Bravo Tours og dette selskabs flykontrakter. Blandt de mest læste historier finder man også nyheden om, at DSB´s IC3-tog skal males om samt historien om, at Hilton-kæden vender tilbage til København.

Nedenfor følger listen over de 10 mest læste historier på STANDBY.dk i 2018.

1. De vandt Danish Travel Awards 2018
Onsdag den 3. oktober afholdt STANDBY.dk endnu en udgave af Danish Travel Awards. Endnu engang dannede Cirkusbygningen rammen om prisfesten, der blev overværet af 350 inviterede gæster.

De blev vidne til, at der blev fundet nye vindere i 17 ud af 18 priskategorier. Noget overraskende var det, at USA for første gang i mange år blev fortrængt fra førstepladsen som mest populære oversøiske rejseland. Det var i stedet Canada, der løb med sejren, og Adeline Grenier, senior trade commissioner fra den canadiske ambassade i København gav en mulig forklaring:

”Canada er måske lidt mere imødekommende end vores naboer mod syd.”  (7.480 visninger)

Læs hele historien her.

2. Bravo Tours lander stor aftale med Norwegian
Efter konkursen i Primera Air manglede Bravo Tours, der er Danmarks fjerdestørste charterarrangør, en flyleverandør til at transportere 90.000 gæster på ferie i sommeren 2019.

Valget faldt på Norwegian som primær leverandør, og det norske lavprisflyselskab kunne kort før jul offentliggøre, at man har valgt at basere et Boeing 737-fly i Billund Lufthavn til  den store charteropgave.  (5.344 visninger)

Læs hele historien her.

3. DSB skifter farver på IC3-tog 
Normalt er det historier om luftfart, der trækker flest læsere, men da STANDBY.dk i begyndelsen af marts kunne afsløre, at DSB ville gå i gang med at male togene røde på vognenes nederste del, var der mange læsere til denne historie.

Historien blev snappet op af blandt andre Ekstra Bladet og var således en af de mange historier, der kom rundt omkring i mediebilledet med oprindeligt ophav fra STANDBY.dk. (5.206 visninger)

Læs hele historien her

4. Hilton atter til København
Et godt kildenetværk er vigtigt for at kunne være først med de vigtige historier i rejsebranchen. Om aftenen den 7. marts kunne STANDBY.dk samtidig med TV 2 løfte sløret for, at Hilton i 2020 vender tilbage til København.

Under det foreløbige navn Hilton Copenhagen City bliver der plads til 400 værelser og suitet i “Ørkenfortet”, der tidligere var domicil for Nordea. Hotelprojektet udvikles i et et samarbejde mellem BC Hospitality Group og ATP Ejendomme. (5.138 visninger)

Læs hele historien her.

5. Flykonkurs giver navneskifte i rejsekoncern
Konkursen i Primera Air var også omdrejningspunktet i historien om Primera Travel Group, der kort tid efter konkursen skiftede navn til TravelCo Nordic.

Primera Travel Group var koncernmoderselskab for den rejsekoncern, hvori Bravo Tours indgår, og administerende direktør Peder Hornshøj havde følgende forklaring på navneskiftet:

”Der er ikke noget særligt i dette. Vi ville gerne lægge Primera-navnet bag os, så det, der tidligere hed Primera Travel A/S og var moderselskab for blandt andet Bravo Tours, nu hedder TravelCo Nordic.” (5.126 visninger)

Læs hele historien her.

6. Forsikringsselskaber dækker ved lockout og strejke
Den varslede strejke i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor skabte i de tidlige forårsmåneder usikkerhed om, hvordan man som offentligt ansat og rejsekøber var stillet, hvis man var udtaget til strejke og således ikke kunne gennemføre en planlagt ferierejse.

Store rejseforsikringsselskaber som Gouda og Europæiske ERV kunne oplyse, at købte afbestillingsforsikringer ekstraordinært også dækkede ved strejke og lockout, hvis man som forsikringstager var udsat for ferieforhindring. (5.016 visninger)

Læs hele historien her.

7. Bravo Tours får Jet Time som næststørste flyselskab
Charter- og ACMI-selskabet Jet Time fik atter vind i sejlene i 2018. Udover aftalen om at overtage TUIfly Nordic´s flyvninger fra Malmø, København, Oslo og Helsinki, fik det danske flyselskab også en større aftale med Bravo Tours,

I sommeren 2019 skal Jet Time således flyve 32.000 Bravo Tours-gæster på ferie fra København, Billund og Aalborg. Dermed bliver Jet Time næststørste flyleverandør til Bravo Tours. (4.707 visninger)

Læs hele historien her.

8. Orgier med narkotika og sex på krydstogtskib
Den britiske tv-station Channel 4 var i begyndelsen af juni ombord på krydstogtskibet Vision of The Seas fra Royal Caribbean International i forbindelse med optagelsen af et realityshow.

Der var tale om en chartret sejlads i Middelhavet, og britiske Anchored Cruise var ansvarlig for arrangementet, som ifølge Mail Online blev en skandale med masser af narkotika, folk der kastede op i swimmingspools og halvt påklæde unge mennesker, der dyrkede sex. 

Årets mest læste citathistorie på STANDBY.dk dokumenterer, at sex stadig sælger – også hos vores læsere. (4.649 visninger)

Læs hele historien her.

9. Konkurs i rejsebranchen 
Årets første konkurs i rejsebranchen indtraf allerede den 6. februar, hvor DaGama Travel blev erklæret konkurs i Sø- og Handelsretten efter næsten otte års virke.

Selvom der blot var 67 gæster på rejse på tidspunktet for afsigelsen af konkursdekretet, forventede Rejsegarantifonden et tab på 3,2 millioner kroner som følge af konkursen. (4.557 visninger)

Læs hele historien her.

10. Nyt luksushotel sætter navn på salgsdirektør
Der var været stor interesse for det nye hotel, som Nordic Choice Hotels vil åbne i København i 2020. Hotellet, der åbner i den tidligere centralpostbygning, vil blive indrettet med 390 værelser og suiter.

Umiddelbart før sommerferien kunne STANDBY.dk præsentere den 37-årige sønderjyde Marco Wendicke som ny salgsdirektør for det kommende luksushotel, der vil koste omkring 1,5 milliarder kroner at etablere.

Hotellet vil åbne under navnet Villa Copenhagen, afslørede Nordic Choice Hotels senere på året. (4.347 visninger)

Læs hele historien her