De kan næsten alt i Herning

boxen herningTIRSDAGSKLUMME: Men også kun næsten, for efter en imponerende afvikling af EM i svømning meddeler forbundet, at hvis det skal blive til et VM i 2020, må det blive i København på grund af manglende hotelplads.

Af Ejvind Olesen 

”Det eneste vi mangler i Herning er et gammelt skibsværft med nogen store tomme turbinehaller, så havde vi også fået Melodi Grand Prix,” lød den bittersøde kommentar fra en kollega, da vi talte om succes’en med EM i svømning og de mange stjernetræf i Boxen i Herning Messe Center.

Det var et svirp til København, men vedkommende kunne ikke svare igen på den med manglende hotelpladser, som nok var en meget væsentlig årsag til, at København blev valgt som værtsby.

De kan bare alt i Boxen. Den ene dag håndbold, den anden dag koncert med Hansi Hintersee og tredje dag store svømmebassiner og et europamesterskab i svømning tilsyneladende afviklet lige efter bogen. Tilsat en herlig stemning og tusindvis af tilskuere. En grel modsætning til den iskolde atmosfære i håndboldhallerne i Serbien i disse dage.

Men den med manglende hotelplads kommer man ikke udenom. Bekræftet med en udtalelse fra landstræneren Nick Juba i Jyllands-Posten i går.

”Hvis Danmark skal have VM i 2020 er det nødt til at være i København. Ikke et ondt ord om Herning, men alene i forhold til indkvartering, vil det være nødvendigt at flytte stævnet.”

I januar gælder det så EM i herrehåndbold i Herning. En stor ting. I maj kommer afgørelsen af, om Danmark bliver værter for selve det store VM i ishockey med stjerner fra nogle af verdens bedste 47 ishockeynationer.

Og pyt så laver vi Boxen om til en kunstfrossen skøjtebane og plads til 12.000 tilskuere.

Men den med hotelpladsen kan man ikke løbe fra.  Det er næppe heller rentabelt at bygge flere hoteller. Dertil er der for lange slip i Herning mellem de store begivenheder.  Til daglig kan der være meget, meget stille.