Det seneste over halvandet år med coronakrise har kostet Arp-Hansen Hotel Group en milliard kroner, fortæller koncernchef Dorte Krak. Og styrtblødningen er ikke stoppet endnu.
Arp-Hansen Hotel Group har ligesom alle andre aktører i hotel- og turismebranchen været hårdt udfordret under coronakrisen.
Således har krisen kostet hotelkæden én milliard kroner på bundlinjen. Omsætningstabet ramte 90-95 procent i 2020, og kæden måtte opsige cirka 15 procent af de ansatte. Selv om det siden i sommer har set lysere ud for hotelbranchen, er der stadig lang vej til normalitet.
”Vi er ikke ude på den anden side, og vi slikker ikke bare vores sår. Vi er stadig ved at stoppe vores styrtblødning,” siger Dorte Krak, koncernchef i Arp-Hansen Hotel Group, i et interview til Dansk Erhverv Magasinet.
Arp-Hansen Hotel Group er Københavns største hotelkæde med i alt 11 hoteller og to hostels, mens koncernen også har et hotel i Aarhus. I porteføljen er blandt andet Hotel Phoenix, Tivoli Hotel & Congress Center, WakeUp og 71 Nyhavn.
”Vi stod op og fik tæsk”
Det er bestemt ikke gode minder, Dorte Krak har fra sommeren 2020. Hun mindes den som surrealistisk, og at man stod i en afmagtssituation. Men hotelkæden var velkonsolideret og havde råd til at beholde størstedelen af de ansatte.
”Jeg bruger den terminologi, at vi stod op og fik tæsk. Vi var ikke knockoutede, og vi var ikke sendt til tælling. Men vi fik godt nok nogen på sinkadusen,” siger hun og forklarer, at efterdønningerne fra det værste stormvejr nogensinde ikke er slut endnu.
Antallet af ansatte var 523 ved udgangen af 2020 mod 627 i slutningen af 2019, og Dorte Krak var glad for, at det ”kun” var nødvendigt at afskedige 15 procent af medarbejderne.
Savner forbrugslystne oversøiske turister
At stormvejret ikke er slut endnu for Arp-Hansen Hotel Group bunder i, at der kun meget få oversøiske gæster kommer på besøg i Danmark. Der er ingen krydstogtskibe og ingen gæster fra Asien. De gæster, der plejer at bruge flest penge, udebliver fortsat.
”Én ting er, at du har fulde huse. En anden ting er, hvad de lægger af penge. Oversøiske gæster bruger typisk det dobbelte af en dansker eller en svensker. Hvis man skal være lidt grov, går der to danskere på en amerikaner i døgnforbrug i blandt andet restauranten,” forklarer Dorte Krak.
Hun mener ikke, at Arp-Hansen Hotel Group er tilbage til normalen lige foreløbig. Der kan gå flere år – eller måske aldrig – lyder den dystre udmelding fra koncernchefen. Omvendt har hun fortsat stor tro på kædens fremtid og København og Aarhus som populære destinationer.
Tror på fremtiden trods nuværende situation
Dorte Krak mener, at Danmark som turistdestination vil stå stærkt i fremtiden, og at der kan drages fordel af den nuværende situation i turismelandskabet. Hun mener, at når den internationale turisme har genetableret sig, vil mange kigge mod København og Danmark, da coronakrisen ifølge hende her er blevet håndteret godt.
Arp-Hansen Hotel Group har holdt alle hoteller åbne under krisen, men der har kun været ganske få medarbejdere på job i de værste nedlukningsperioder. Dorte Krak roser samtlige medarbejdere for indsatsen og støtten under pandemien.
Den seneste udvidelse fra Arp-Hansen Hotel Group er i skikkelse af Next House Copenhagen, der åbnede i starten af december i år med 433 værelser og i alt 1.664 senge. Hostel-åbningen markerer således fortsat optimisme i hotelkæden, selv om det seneste halvandet har været en aldeles dyster tid.
”Corona kan ikke tage livet af en Arp-Hansen kultur. Det får den ikke lov til,” konstaterer Dorte Krak over for Dansk Erhverv Magasinet.
Relaterede artikler:
Arp-Hansen skifter fra HORESTA til Dansk Erhverv