Du bliver ikke en pind lykkeligere af en dyr ferie

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: En påstand, som vi er nogle stykker, der godt kunne være uenige i. En turismeforsker har undersøgt graden af lykke ved en ferie i udlandet. Måske er forventningens glæde fortsat den største?

Af Ejvind Olesen 

”Lykke er, når forventninger og virkelighed stemmer overens,” har forfatteren Troels Kløvedal defineret.

Noget som man jo nok kunne bruge i rejsebranchen. Ikke mindst, når man hører resultatet og fortolkningen af en række spørgsmål om værdien af de mange ekstra og ”dyre” ferier i udlandet.

Et forskningsprojekt, hvorfra Janne Liburd fra Syddansk Universitet har udtalt sig til ”Ny viden”. Hendes konklusioner er, at vi ikke bliver en pind lykkeligere af at tage på en dyr ferie.

”Langt de fleste betaler dyrt for at tage steder hen, hvor alt gerne skulle være, som vi forventer det. Men det som batter noget er, når vi får oplevelser, der sætter det, vi tager for givet i perspektiv og pirker til vore holdninger.”

Sådan ser livet altså ud for en forsker. Nu ved jeg ikke, hvorfor det absolut skal være en dyr tur. Nogle danske turister er netop i disse uger på særdeles billige charterferier, flyrejser til lavpris, krydstogter på udsalg. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det batter i forhold til lykkeværdien. Jeg vil tro, de bliver lykkeligere, når de ser på bankkontoen

Uden at have forsket i lykken ved en ferie i udlandet, dyr eller billig, kunne man helt jordnært mene, at det kommer an på ens selskab, stedet, solen, regnvejret, bølgerne, huset, hotellet, skibet og klimaet.

Man kan sagtens være lykkelig i det rigtige selskab i regnen i Bergen, eller den forurenede luft i Mexico City, eller på den overfyldte strand på Mallorca. Eller i den stille caribiske nat på balkonen på et krydstogtskib. Eller på en anstrengende cykeltur til Paris.

Der er i dag en grænse for, hvad man kan forske i. Er jeg lykkelig, når jeg slår græsplæne? Er jeg lykkelig eller ulykkelig, når jeg sidder i time i kø for at komme ind til København, eller når jeg køre rundt endnu en time for at finde en parkeringsplads?

Er jeg mere eller mindre lykkelig, når jeg holder ferie på Rhodos eller i Rødby, eller hjemme i haven, efter at græsplænen er slået. Jeg kender godt svaret uden forskning.

Vi er kort sagt ikke en pind lykkelige, fordi vi har et forskningsprojekt af den art på Syddansk Universitet. Man kan også citere Simon Spies: ”Det var da godt man dansede, mens man kunne.” Var det lykke? Måske.

God weekend