Et liv på rabat

WEEKENDKLUMME: Måske bliver der strejke i Norwegian, måske ikke. Måske breder den sig, men forhindre lavprisselskaberne i at tænke anderledes og afprøve grænser kan man næppe. Dertil er forbrugerne allerede ødelagte og kræver en eller anden form i rabat. Det være sig i flytransport eller på hotel.

Af Ejvind Olesen   

Hvem betaler fuld pris nu om dage, når de selv skal betale en flyverejse? Det gør kun dem, der er absolut nødt til det, fordi de bestemmer sig for sent, når der ikke er flere billige pladser tilbage.

Sådan er de nøgne fakta. Derfor fik vi Ryanair og senere Norwegian som det stærkeste brand af et lavprisselskab. De er kodet til rabatter. Både til deres passagerer og når de selv skal købe ind eller aflønne personale. De vil helst ikke betale fuld pris, heller ikke i en lufthavn, og de forventer ikke, at deres kunder vil.

Og så har vi lige præcis den nuværende situation og den tidligere omtalte sociale dumping, som kun er mulig, fordi der ikke er enighed blandt EU-landene om, hvordan man tackler en sådan.

Irland har skabt sine helt egne betingelser, og Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale, som gør det muligt at være ansat i Irland og arbejde i Danmark og kun betale 10-15% i skat til Irland. Når man så betænker, at den danske marginalskat er ca. 55 procent, er det forståeligt, at en ansat pilot eller stewardesse får mere i løn – for eksempel i SAS.

Hertil kommer så bestemmelser om ferie, sygdom og arbejdstid. Ansatte i de etablerede ruteselskaber forstår ikke, at deres kolleger i lavprisselskaberne vil acceptere vilkårene. Men har de noget valg? Ikke engang hvis de vil skære grise op hos Danish Crown. Der fyrer man også folk for at få dem på rabat i andre lande.

Hvis porten åbnes, kommer også ansatte fra tredjelande, som er vant til et helt andet lønniveau. Og så længe Irland opretholder sine helt egne regler – og det er et anerkendt EU-land – er mulighederne for ændringer små.

Hvis USA også bider til bollen og acceptere Norwegians irske base, kan de etablerede ruteselskaber lige så godt erkende, at løbet er kørt. Kun ved at matche lavprisselskaberne – det er hvad SAS forsøger med 54 nystartede ruter i år – er der en fremtid i det format, man har i dag.  Man kan sagtens finde en pris på en SAS rute, der er billigere end den tilsvarende hos Norwegian. I begge tilfælde er de for lave til en acceptabel drift.

Lad mig give et eksempel. For et par uger siden skulle jeg på krydstogt fra Rom – det vil sige ud til havnebyen Civativechia. En enkeltbillet fra København med SAS kostede 1.000 kr. – taxaen fra lufthavnen til havnebyen (80 km.) kostede 1.040 kr. En billet med krydstogtselskabets bus 990 kr.

Jeg er lige kommet tilbage fra den lokale Superbrugs. Folk stod i alen lange køer. Der var 20 procent rabat på alle varer.

Dag og nat myldrer mail ind på min computer fra bookingselskaber med rabattilbud på hotel i Civativechia. Nu er det snart tre uger siden, jeg var der en enkelt nat. Nu kan jeg bo en nat på det udmærkede hotel ud mod vandet, inklusive morgenbord for 330 kr. for et dobbeltværelse.  Nedsat fra ca. 600 kr.

Men jeg kommer ikke. Der er jo langt til Rom. Og taxaen til havnebyen er dyrere end flybilletter fra København!

God St. Bededagsferie.