Et spørgsmål om gynger og karusseller

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: Vi er vant til jubelbudskaber fra charterarrangørerne, meget sjældent det modsatte. Det hører med til ferieglæden, men derfor kan der jo godt ske noget bag kulisserne. Simon Spies budskab var enkelt, bare han tjente en krone. Det rækker ikke i dag.

Af Ejvind Olesen  

Glade statistikker og enkelte krak har næsten altid været opskriften hen mod nytårstide i den danske charterbranche. Således også i år. Positive tal fra Spies og Star Tour og et alvorligt krak for Tyrkiet Eksperten.

Der er virkelig stor forskel på, hvordan regnskaberne blev til hos Spies og Tjæreborg i sin tid og så i dag. Ikke dermed sagt, at der var noget forkert, men det var i hvert fald en sammenkogt ret af de mange aktiviteter og samlet for hele virksomheden i Danmark.

I dag er det regnedrengene, der fører an med kolonner og firkanter, blottet for følelser. Helt slemt går det da, når det er svenske regnedrenge, hvilket er tilfældet for de fleste af de store rejsearrangører, som har en eller anden trang til at placere hovedkvarteret i Stockholm.

Det gælder både for Spies og Star Tour, selv om de har markant dansk ledelse. Senest kunne man næsten blive i tvivl om Star Tours var godt eller mindre godt. Overskuddet er faldet, væksten er steget, det samme er omsætningen, og der er fortsat plus på bundlinjen.

Men dybest set har man solgt for billigt eller købt for dyrt, eller taget for mange chancer med for mange fly i sommertrafikken, hvor vejret var godt i Danmark. Da man altid stiler efter 95 procent belægning i gennemsnit – og samtidig vokser konkurrencen fra lavprisselskaberne.

Hvordan kan man købe for dyrt internt? Det kan man, hvis regnedrengene finder ud af, at man skal give den og den pris for fly og den pris for hotellerne, og det hele ejes af koncernen. Og hvordan med en meget væsentlig indtægtskilde fra det taxfree salg om bord?

TUI Nordic fik rekordresultat på bundlinjen, det samme gjorde Spies Koncernen, men hvordan det gik Spies med det økonomiske resultat af rejserne i DK har vi vistnok ikke fået at vide.

Det er som med gynger og karusseller, det er det det drejer sig om, men den slags populære betegnelser kunne regnedrengene aldrig drømme om at bruge.

Da A. P. Møller først gik ind i charterfly med Maersk Air og dernæst købte Unisol for også at drive rejsebureau skete det samme. Dengang adm. direktør, nu afdøde Verne Jensen, fik det sværere og sværere på Rådhuspladsen sagde han: ”Hvis jeg bare kunne få to procent rabat hos Maersk Air, ville vi have plus hos Unisol.”

Det fik han ikke, og da skibsrederen begyndte at få direkte brev fra enkelte kunder om en manglende kuffert eller utilfredshed med et værelse, trak han stikket, og Unisol døde. Det gjorde Maersk Air desværre også mange år senere.

Måske skulle julegaven til regnedrengene være Preben Uglebjergs udgave af den om Tjæreborgpræsten og ”Gyngerne og karusselen”, skrevet til Cirkusrevyen af Ulrich Ravnbøl. Den er såmænd også aktuel i dag.

God weekend.