Fredagskommentaren: De danske taxivognmænd dyrker russisk planøkonomi

I Sverige er der fuldstændig fri prisdannelse. I New York sværmer de gule taxier rundt til lavpriser i forhold til København. I Bangkok kan man køre rundt i flere timer for det sammen, som det koster fra lufthavnen i Kastrup til centrum i København. Kun i Schweiz og måske i Norge forekommer det mig, at prisniveauet er endnu højere end i Danmark.



Det forhold tog Børsen op i går og fastlog, hvad vi godt vidste i forvejen, at taximarkedet i Danmark er helt uden konkurrence. Flere direktører for taxiselskaber bekræfter, at der reelt ikke er nogen mulighed for at konkurrere på prisen.



Nu vil Konkurrencestyrelsen se på sagen, men det nytter næppe noget. Fuldmægtig Helle Lange, som ellers nok farer hårdt frem, når der er tale om luftfartsselskaber, siger til Børsen: ” Vi skal ikke regne med, at bliver så vidtgående ændringer, som Konkurrencestyrelsen ønsker. Nu afventer vi en arbejdsgruppe i Trafikministeriet.”



De danske taxivognmænd, godt bakket op af Hyrevognsnævnet, handler som var det russisk planøkonomi, før Muren faldt. Hvis et hotel dengang havde færre gæster end året før, var der ikke andet gøre end sætte priserne på værelser op ”for ellers får vi jo ikke det samme i kassen”.



Med taxierne sker det på den måde, at man konstant anmoder om prisforhøjelser med henvisning til stigende udgifter. Når det ikke er nok, fordi kunderne naturligvis vælger taxier fra, når prisen bliver for høj, så kræver man antallet af taxi i København skåret ned med henvisning til overkapacitet.



Kun på den måde kan man blive ved med at tjene det samme. Til gengæld bliver forbrugerne ladt i stikken, men det bekymrer ikke taxi-folket det mindste.



Når jeg ved flere lejligheder har betalt det samme for en taxa til lufthavnen fra Nordsjælland, som en flyrejse til London, fordi det er weekend og taxien har forhøjet priserne med op til 25 procent, har jeg altid indledt en samtale med chaufføren om netop det problem.



Nogle af de unge forstår mig, men andre er groet fast med svaret: ” Ja, men det er jo weekend ,og vi skal betale ekstra til personalet.”



Mit svar er: ”Hvorfor tror i hotellerne har lavpriser i weekenden, de skal jo også betale ekstra. Hvorfor tror I flyselskaberne flyver til lavpriser i weekenden? De tager mindre, I tager mere. Alle skal holde forretningen i gang, hvor er logikken ?



Når forretningsfolk holder weekend og firmaerne ikke betaler taxaregningen, drejer det sig jo netop om at få fat i de private, så de ikke lade familien eller venner køre sig til lufthavnen. Det kunne sikkert gøres ved at sætte prisen ned, i stedet for op.



Engang eller to skrev jeg kommentarer om det forhold i Rejseliv i Berlingske Tidende. Taxavognmænd ringede og skældte ud, andre klagede til chefredaktionen over en så uforstandig medarbejder.



Det er fem år siden. Siden er der ikke sket en tøddel. Bortset fra, at priserne er steget pænt undervejs. God weekend med eller uden taxa.

Skrevet af