Flere følgeskader ved motoreksplosion

Efterforskningen af uheldet i Singapore tyder på, at det var en olielækage, der var årsag til eksplosionen, men nye oplysninger viser også, at eksplosionen var langt farligere end først antaget, skriver politiken.dk.

 

Flyet var ved at stige, da eksplosionen skete og passagererne kunne se stumper fra motor og vinge blive slynget væk. De faldt ned på øen Batam, men ramte ingen personer.

 

På deres vej ødelagde vragstykkerne både ledninger, hydrauliske systemer og brændstoftanke på det store fly, og det medførte, at piloterne måtte benytte en time på at forholde sig til en stribe alvorlige fejlmeldinger, mens de kredsede i nærheden af Singapore.

 

Det viser sig nu, at vragstykkerne også delvist ødelagte de såkaldte slats – luftbremser på vingens forside. Et hul i vingens brændstoftank medførte ubalanceret vægtfordeling og skabte problemer med den nødvendige dumpning af brændstof.

 

Et af de hydrauliske systemer blev sat ud af drift, og da flyet endelig nødlandede viste det sig, at antiskridsystemet på bremserne ikke virkede. Sammen med for høj fart på grund af ødelagte luftbremser og ubalance på grund af læk i brændstoftanken medførte den hårde landing, at fire landingshjul eksploderede.

 

Brandslukningssystemet til den eksploderede motor virkede ikke, og piloterne kunne slukke for den yderste motor, fordi styrekablerne til den var blevet skåret over ved uheldet.

Skrevet af Flemming Juul