Mount Fuji. (Foto: Suicasmo | Wikipedia.org | CC BY-SA 4.0)

Vil blokere udsigt til verdenskendt turistattraktion

Et særligt motiv af Japans højeste bjerg er blevet så populært, at de lokale myndigheder nu har valgt at siger stop, fordi turisterne både er til gene for de lokale indbyggere og til fare for trafikken.

Mens man på populære europæiske storbydestinationer blandt andet forsøger sig med nye eller øgede afgifter som et middel, der – til en vis grad – skal holde overturismen stangen, tager man andre værktøjer i brug i Japan.

Marts blev første gang, at antallet af internationale besøgende oversteg tre millioner på en måned, men selvom det er gode nyheder for landets turistbranche, har det været en kilde til irritation hos i hvert fald en del af den lokale befolkning.

Det skyldes blandt andet den store interesse, som Japans højeste bjerg Mount Fuji tiltrækker sig. Bjerget, der udover at være en aktiv vulkan også er verdenskendt fra film, billeder og postkort, er nemlig et motiv, som mange turister gerne vil tage billeder af.

Strømmer til
Mens Mount Fuji er synligt fra mange steder, er der særligt et sted, hvor det er muligt at tage et billede fra en vinkel, der er populær blandt de tilrejsende. Det befinder sig i byen Fujikawaguchiko.

Her er det muligt at tage fotografere Mount Fuji sammen med en nærbutik i kæden Lawson, der trods sin start i den amerikanske stat Ohio i dag er en japansk virksomhed og et meget velkendt syn i landet, hvor det er den næststørste kæde af nærbutikker kun overgået af 7-Eleven.

Rygtet om stedet har tilsyneladende spredt sig på sociale medier i en sådan grad, at turister med smartphones og kameraer fylder så meget på fortovet ved nærbutikken, at det er til gene for de lokale indbyggere.

Tidligere har man forsøgt at komme problemet til livs ved at stille skilte op og lade sikkerhedsvagter komme med advarsler til de fremmødte amatørfotografer, men det har ikke hjulpet, og derfor tager myndighederne nu andre midler i brug.

Kalder det beklageligt
I denne uge ventes det, at myndighederne påbegynder opsætningen af et tætmasket net, som skal fungere som en barriere, der blokerer udsynet til Mount Fuji fra den blandt turister så populære placering. Efter planen bliver det 2,5 meter højt og henved 20 meter bredt.

”Det er beklageligt, at vi er nødsaget til at gøre dette, fordi nogle turister ikke forstår at overholde reglerne og i stedet efterlader sig affald og er til fare for trafikken,” siger en repræsentant for byen til nyhedsbureauet AFP ifølge The Guardian.

Det tilføjes desuden, at man i første omgang regner med at blokere udsigten, indtil der registreres en forbedring af situationen, der blandt andet også haft konsekvenser for en tandlæge i området, hvis parkeringsplads benyttes til ulovlig parkering, ligesom turister i flere tilfælde er kravlet op på taget af klinikken for at fotografere Mount Fuji.


Relaterede artikler:

Endnu en turistattraktion til kamp mod overturisme

Synet af lyserøde kirsebærtræer skal friste turister

Japans turistråd åbner kontor i Norden