Fyrede Sterling-ansatte er stærkt utilfredse med fagforeningen

Af Linda Christensen, på vegne en kreds af tidligere medarbejdere.

 

Vi er en kreds af tidligere ansatte og fra den 11. november 2008 fritstillede ansatte i kabinen, som er stærkt forundret over hele forløbet i forbindelse med kuratorernes bestræbelser på at afhænde hele – eller dele af Sterling Airlines til ny køber.

 

På et tidspunkt i forløbet valgte kuratorerne pr. 11. november 2008 at fritstille ca. 700 medarbejdere og bibeholde 430 medarbejdere som suspenderede, idet det tilsyneladende var det antal den potentielle køber anså for realistisk i et kommende selskab.

 

Imidlertid forekommer ”fravælgelsen” af disse 700 medarbejdere – og ”udvælgelsen” af 430 medarbejdere – at være sket på højst ejendommelig vis.

 

De tyder på, at ”fravælgelsen” af 700 medarbejdere ikke er foretaget af kuratorerne, men af en administrativ medarbejder i Sterling, som efter forgodtbefindende eller direktiv fra potentiel køber har valgt de pågældende.

 

At kuratorerne, som kommer fra 3 forskellige velanskrevne advokatfirmaer, har accepteret denne fremgangsmåde kan undre, idet den eksisterende overenskomst med hensyn til personaleindskrænkninger var gældende på dette tidspunkt.

 

Dette kan ikke være ukendt for Dansk Funktionær Forbund, men de gjorde ingen indsigelse.

 

I henhold til den kollektive overenskomst, som Dansk Funktionær Forbund har underskrevet, skal personaleindskrænkninger ske i henhold til udarbejdet og godkendt anciennitetsliste.

 

Man har fuldstændig set bort fra indgåede aftaler og har fritstillet alle gravide medarbejdere, deltidsmedarbejdere samt en ret stor del ældre og erfarne medarbejdere, som i henhold til anciennitetslisten stod forholdsvis højt placeret.

 

Virksomhedsoverdragelseslovens § 2:

”Overdrages en virksomhed eller en del heraf, indtræder erhververen umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der bestod på overdragelsestidspunktet i henhold til.

1. Kollektiv overenskomst og aftale

2. Bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed og

3. individuel aftale om løn- og arbejdsforhold.”

 

Hvordan kan Dansk Funktionær Forbund bryde en indgået og underskrevet aftale og i samme moment medvirke til en overtrædelse af Virksomhedsoverdragelsesloven ved kun at varetage de 430 ”udvalgte” medlemmers interesse i forbindelse med en ny indgået overenskomstaftale (18/11-08) med kuratorerne / køber.

 

Vi må gøre opmærksom på, at de 700 fritstillede medarbejdere har samme krav på, at Dansk Funktionær Forbund ligeledes varetager deres interesser.

 

Hvorfor har Dansk Funktionær Forbund ikke stillet krav om, at fritstillingen af de 700 medarbejdere blev tilbagekaldt, således at anciennitetslisten blev fulgt i henhold til indgået aftale.

 

Hvorfor har Dansk Funktionær Forbund ikke aktivt været på ”banen” fra starten af forløbet og henvist kuratorerne til indgåede aftaler.

 

At Dansk Funktionær Forbund her i 11’ time har indgået ”ny” overenskomst for de ”udvalgte” tyder på, at de har set bort fra alle fagretlige regler og aftaler for at det ikke i pressen skal hedde sig, at Dansk Funktionær Forbund blokerede for en aftale og dermed sendte 430 medlemmer ud i arbejdsløshed!

 

Efter indgåelsen af ”ny” overenskomst med potentiel køber hævder Dansk Funktionær Forbund nu (ifølge Takeoff) , at da der er tale om en stærkt forringet overenskomst er en egentlig virksomhedsoverdragelse sat ud af kraft!

 

Det kan ikke have sin rigtighed, at en nu indgået overenskomstaftale kan ophæve en tidligere ulovlig handling (fritstilling af 700 medarbejdere pr. 11. NOV uden brug af anciennitetsliste).

 

Men hvad med de 700 medarbejdere de har ladt i stikken?

 

Dansk Funktionær Forbund anmodes om at fremkomme med et uddybende svar.

Skrevet af