Standby.dk har i år haft næsten 1,7 millioner besøg med i alt 2,4 millioner sidevisninger fordelt på omkring 770.000 unikke brugere.

Her er de 10 mest læste historier i 2023

Standby.dk udgav i 2023 cirka 1.250 nyhedsartikler. Nogle af de 10 mest læste var om et rejsebureaukrak, krydstogtskib der efterlod passagerer og aflyste rejser for trecifret millionbeløb.

Standby.dk bragte i år op mod 1.250 nyhedsartikler, og nyhedsarkivet rummer nu over 79.500 artikler om rejse- og luftfartsbranchen. Blandt produktionen i år havde 10 historier særligt mange læsere, de fleste var om rejsebureauer, turisme i udlandet og krydstogtskibe.

Vi registrerede i år næsten 1,7 millioner besøg på Standby.dk (mod 1,1 millioner i 2022) med i alt 2,4 millioner sidevisninger (tallet var 1,7 millioner i 2022) fordelt på omkring 770.000 unikke brugere (mod 413.000 i 2022).

De sidevisninger kommer primært fra vores trofaste læsere af selve Standby.dk, men også fordi mange medier følger Standby.dk tæt og refererer nogle af vores historier og linker til dem – ligesom artiklerne deles via sociale medier.

Herunder følger listen over de 10 mest læste historier på Standby.dk i år. Inden gennemgangen skal det nævnes, at Kort Nyt, hvor vi bringer korte omtaler af typisk mindre nyheder, er den suverænt mest besøgte sektion på vores hjemmeside. Kort Nyt, der er tilgængelig fra forsiden, havde ved årets udgang haft lige under 50.000 visninger i år.

De 10 mest læste Standby-artikler i 2023
Her er de 10 artikler, der her i år var de mest læste:

1. Ferieparadis oversvømmes af russiske turister
I marts bragte vi historie om, at den indonesiske ø Bali havde stor stigning i russiske turister. Faktisk så mange, at russerne på det tidspunkt var næststørste turistgruppe på Bali, kun overgået af australierne og med Kina nedrykket til tredjepladsen.

Russiske turister mangler rejsemål, da de efter den russiske invasion af Ukraine er ilde set i mange vestlige demokratier. (73.501 visninger)

Læs hele historien her.

2. Krydstogtskib sejlede fra forsinkede passagerer
I september skulle krydstogtskibet MSC Splendida fra MSC Cruises afgå efter besøg i den syditalienske havneby Bari. Mens skibet var på vej ud af havnen, kom to italienske passagerer løbende på kajen. De råbte og bad kaptajnen komme tilbage, men skibet fortsatte. (42.695 visninger)

Læs hele historien her

3. Passagerrederi lukker færgerute til Danmark
Det norske rederi Fjord Line har hidtil haft to ruter mellem Norge og Danmark, begge til Hirtshals: fra Langesund og fra Kristiansand. Men i februar meddelte Fjord Line, at ruten mellem Langesund, der ligger 200 kilometer syd for Oslo, lukker. I stedet vil det norske rederi skrue op for betjeningen mellem Kristiansand og Hirtshals.

Lukningen af ruten ramte 15.000 rejsende, der havde booket passage mellem Langesund og Hirtshals. De blev ombooket til Fjord Line-ruten mellem Kristiansand og Hirtshals – eller kunne få pengene igen, sagde danske Brian Thorsted Hansen, koncernchef for Fjord Line, til Standby.dk (34.478 visninger)

Læs hele historien her

4. Lille dansk rejsebureau erklæret konkurs
”Det er en meget lille sag,” siger Rejsegarantifondens direktør, Birgitte Fjeldhoff, til Standby.dk efter Machete Tours Danmark blev erklæret konkurs.

Med adresse i Knebel på Djursland solgte rejsebureauet blandt andet rejser til Sydamerika. Men i november blev rejsebureauet erklæret konkurs efter det blev sendt til tvangsopløsning på begæring af Erhvervsstyrelsen. (32.520 visninger)

Læs hele historien her.

5. Turister opfordres til at boykotte Færøerne
I august iværksatte dyreværnsaktivister kampagne for at ramme færøsk turisme og få den færøske regering til at forbyde jagt på grindehvaler.

Årsagen var blandt andet en hændelse den 9. juli, hvor det britiske krydstogtskib MS Ambition fra rederiet Ambassador Cruise Line lå i Tórshavn.

Passagererne kunne fra skibet se 78 grindehvaler blive slået ihjel i havnen i Torshavn. (26.366 visninger)

Læs hele historien her.

6. Overbooket krydstogtskib sejlede fra passagerer
Sidst i november sejlede det store krydstogtskib Quantum of the Seas fra Royal Caribbean International fra Brisbane i det nordøstlige Australien på et ugelangt krydstogt til destinationer i Stillehavet.

Men skibet var overbooket, så et uoplyst antal passagerer kom ikke med Quantum. Efter nogle af de agterudsejlede fortalte om hændelsen på sociale medier, tilbød Royal Caribbean stor rabat på næste krydstogt. (23.533 visninger)

Læs hele historien her.

7. Danskere aflyser rejser for trecifret millionbeløb
Der findes ingen konkret tal for, hvor mange købte pakkerejser, kunderne selv aflyser. Men i marts meddelte forsikringsselskabet Tryg, at koncernen i Danmark årligt taber over 50 millioner kroner på denne konto. Derfor indledte Tryg samarbejde med den danske gensalgs-portal Too Great to Cancel, der mod provision prøver at gensælge annullerede pakkerejser med rabat.

En branchekilde sagde til Standby.dk, at ”når Tryg siger, at aflyste pakkerejser årligt koster dem over 50 millioner kroner, og Tryg har omkring 20 procent af markedet i Danmark, så kunne man gange det op til 250 millioner kroner. Men det er kun et skøn, sagt med alle forbehold.” (21.549 visninger)

Læs hele historien her.

8. Stort dansk rejsebureau glemte 110 passagerer
110 gæster, der havde booket rejse til Mallorca med rejsebureauet Sunweb, kom i juli ikke med flyet fra Københavns Lufthavn.

Til Standby.dk sagde Sunweb-direktør Jan Lockhart: ”Det er udelukkende vores skyld. Vi havde 110 af pladserne på flyet. Men der skete fra vores side en banal administrativ fejl.” (17.550 visninger)

Læs hele historien her.

9. Verdens længste busrejse gør også holdt i Danmark
I løbet af to måneder i efteråret skulle op mod 30 rejsende køre i bus fra Istanbul til London. Undervejs får de mulighed for at opleve 22 lande, blandt andet Danmark.

Den indiske rejsearrangør forklarer selv, at ”verdens længste busrejse” vil strække sig over 56 dage for en pris af cirka 166.000 kroner pr person. (13.962 visninger)

Læs hele historien her.

10. Primo Tours-gruppen får fælles nyt koncernnavn: Travelheart Family
Eter Konkurrencestyrelsens grønne lys til at Primo Tours køber Bravo Tours, samles de 15 enheder i gruppen under nyt koncernnavn, Travelheart Family, der årligt har over 250.000 gæster. (13.436 visninger)

Læs hele historien her.

Flere andre artikler passerede i år også 10.000 visninger. Det var for eksempel nyheden om, at FDM Travel køber aktiverne i krakket dansk motorcykelrejsebureau, MC Rejser, der krakkede i august.

Det samme gjorde nyheden i september om, at Arla Foods har lukket sit rejsekontor og fyret travel manageren gennem 24 år – fremover styres koncernens rejseaktiviteter via sit erhvervsrejsebureau, BCD Travel.

Alt dette og meget mere er tilgængeligt i vort omfattende nyhedsarkiv.

 

Relaterede artikler:

Her er de 10 mest læste historier i 2022

Her er de 10 mest læste historier i 2021

Her er de 10 mest læste historier i 2020