2020 var et begivenhedsrigt år, hvor coronaen dominerede.

Her er de 10 mest læste historier i 2020

Coronakrisen dominerede STANDBY.DK’s artikler i 2020. De mest læste handlede blandt andet om dansende SAS-ansatte, konkursen i Bravo Tours, og hvordan rejsebranchen ser ud efter krisen.

I 2020 var der over to millioner millioner besøg på STANDBY.DK, hvilket også kan også opgøres i 650.000 unikke brugere, der samlet fik vist 3,3 millioner sider. Det svarer til en fremgang på over 30 procent i forhold til året før.

Årets produktion var på flere end 1.250 nyhedsartikler, og nyhedsarkivet rummer nu samlet over 75.000 artikler om rejse- og luftfartsbranchen. Blandt årets produktion var der 10 historier, som der var særligt mange læsere til. De sidevisninger er først og fremmest skabt af vores trofaste læsere af selve STANDBY.DK, men også fordi mange medier følger STANDBY.DK tæt og refererer nogle af vores historier og linker til dem – ligesom artiklerne deles via sociale medier.

Coronakrisen var der meget stor interesse for, herunder artikler med ekspertbud på, hvad det er for en rejsebranchen, vi vil have når branchens værste krise siden Anden Verdenskrig er overstået.

Det var også svært at komme udenom det største krak i den danske rejsebranche. Det skete i oktober, da Bravo Tours’ moderselskab, TravelCo Nordic, krakkede. Konkursen undersøges nu efter ønske fra Rejsegarantifonden af statens advokat, Kammeradvokaten, der forventes at være klar med sin redegørelse til februar.

Flere kuriøse historier
Herudover er listen præget af et par mere kuriøse historier, om besvimede flypassagerer på en Ryanair-flyvning og at en Boeing B787 Dreamliner fra TUI fly Netherlands før start fra caribisk ø fik skubbet fire af sine landingshjul for langt, så de sank ned i blød asfalt.

De mest læste artikler i 2020 på STANDBY.DK har meget højere læsertal end Top 10 fra 2019. I 2019 havde den mest læste artikel 8.963 visninger, og det rækker blot til en 8. plads på denne opgørelse over Top 10 fra 2020.

Herunder følger listen over de 10 mest læste historier på STANDBY.DK i 2020. Inden gennemgangen skal det nævnes, at nyskabelsen i år på STANDBY.DK, Kort Nyt, hvor vi bringer korte omtaler af typisk mindre nyheder, er den suverænt mest besøgte sektion på vores hjemmeside. Kort Nyt, der er tilgængelig fra forsiden, havde ved årets udgang haft 126.892 visninger.

Men her er de ti artikler, der i 2020 var de mest læste:

1. Sundhedsstyrelsen: Det er sikkert at rejse (14.352 visninger)
Sidst i februar, omkring to uger før coronavirussen begyndte at fraråde udlandsrejser, kom to beroligende pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen. “Hvis man tager nødvendige forholdsregler, er der generelt lav risiko for coronasmitte ved udlandsrejser, men man bør være opmærksom i lande og områder med udbrud,” lød det fra Sundhedsstyrelsen.

Læs hele historien her.

2. Livsglade SAS-ansatte danser i corona-tømt lufthavn (11.762 visninger)
Var der noget alle havde brug for i 2020, så var det opmuntring i en tid, hvor rejsebranchen styrtblødte. I april kom fantastisk video på Facebook. Til Sir Elton Johns ”I’m Still Standing” optrådte 30 uniformerede SAS-medarbejdere fra ground handling til kabinepersonale og piloter i en glad video fra en meget tom Københavns Lufthavn. Facebook har efterfølgende fjernet videoen.

Læs hele historien her.

3. Bravo Tours: Pengekassen er tom (10.137 visninger)
I midten af oktober kom nyheden om, at TravelCo Nordic, koncernen med Bravo Tours, Danmarks fjerdestørste charterrejsearrangør, var i så store økonomiske problemer, at man bad skifteretten om at blive rekonstrueret. Det endte med en konkurs og efterfølgende salg af boet til næsten samme ejerkreds.

STANDBY.DK skrev mange artikler om konkursen, der står til at blive Rejsegarantifondens største tab nogensinde, cirka 150 millioner kroner. Hvordan det kunne gå så galt, undersøges nu Kammeradvokaten, statens advokat, efter ønske fra Rejsegarantifonden.

Læs hele historien her.

4. Flere passagerer besvimede på Ryanair-flyvning (10.120 visninger)
På vej mellem Budapest og Edinburgh besvimede fire passagerer på en Ryanair-flyvning i starten af februar og måtte have hjælp fra iltapparater. Flyets kaptajn valgte at gennemføre flyvningen, fremfor at foretage en sikkerhedslanding, så de berørte passagerer kunne få hurtig lægehjælp.

Læs hele historien her.

5. Rejsevejledninger forlænget til 31. maj (9.608 visninger)
De danske rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet har siden midten af marts oftest været bedrøvelig læsning. Artiklen den 9. maj fortalte, at rejsevejledningerne var blevet forlænget til 31. maj.

På pressemøde den 29. maj meddelte statsminister Mette Frederiksen, at fra den 15. juni kunne danskerne rejse som turister til Tyskland, Norge og Island. Resten af landene var stadig lukkede. To uger senere kom en kovending fra regeringen, hvor der midlertidigt blev åbnet for rejser til hele Europa. Det varede til efteråret, så var smittetallene for høje.

Læs hele historien her.

6. Fremtidsforsker: Her er scenarierne efter krisen (9.577 visninger)
Ingen kan vide, hvordan rejsebranchen kommer til at se ud på den anden side af coronakrisen. Forhåbentlig vil vaccinerne gøre tricket og bringe verden og rejsebranchen tilbage til nogenlunde normale tilstande.

Hvad der kommer til at ske havde stor interesse. Artiklen: ”Fremtidsforsker: Her er scenarierne efter krisen” baserede sig på analyser fra Instituttet for Fremtidsforskning, der på møde sidst i april for de udenlandske turistorganisationer i Danmark, ANTOR, kom med fire mulige scenarier for fremtidens rejsemønstre efter coronakrisen.

Læs hele historien her.

7. TUI-fly sunket i jorden (9.330 visninger)
En Boeing B787 Dreamliner fra TUI fly Netherlands fik før start fra den caribiske ø Bonaire skubbet fire af sine landingshjul for langt, så de sank ned i blød asfalt. Ingen af de 305 passagerer eller besætningsmedlemmer kom til skade ved uheldet.

Læs hele historien her.

8. Dansk flyselskab har særflyvning til orange rejsemål (8.626 visninger)
I november gennemførte DAT (Danish Air Transport) en lang weekend på portugisiske Porto Santo med afrejse fra Billund Lufthavn. Flyet havde kun business class-sæder og gæsterne skulle selv booke hotel.

DAT valgte at gennemføre flyvningen, fordi smittetallet på det tidspunkt var lavt på Madeira Islands, fællesbetegnelsen for Madeira og den mindre Porto Santo, der ligger cirka 50 kilometer nordøst for Madeira.

Læs hele historien her.

9. Nye bud på rejsebranchen efter coronakrisen (7.509 visninger)
I maj kom der også en meget læst artikel om tendenserne i rejsebranchen efter coronaen. Der bliver større fokus på renlighed samt i første omgang billigere og fleksible rejsepakker, hed det.

Tiden vil også betyde midlertidigt farvel til store forsamlinger, vurderede direktør for amerikanske Temple University’s center for Tourism & Hospitality Research i artikel fra den store amerikanske avis, USA Today.

Læs hele historien her.

10. Danskerne kan kun rejse til fem lande (7.296 visninger)
Gennem efteråret blev stadig flere danske rejsevejledninger orange, ikke-nødvendige rejser frarådes.

I oktober bragte STANDBY.DK denne artikel, hvor af det fremgik, at efter den seneste opdatering af rejsevejledningerne på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut, kunne danskerne nu kun rejse til fem lande: Cypern, Grækenland, Norge, dele af Sverige og Tyskland.

Læs hele historien her.

Udover de 10 mest læste historier, er der også skrevet meget om alt fra krak i rejsebureauer, krydstogtskibe, der ligger stille, hotelåbninger, seksdagesreglen og så videre. Alt dette og meget mere er tilgængeligt i vort omfattende nyhedsarkiv.

Relaterede artikler:

CHECK-IN,DK; Her er de 10 mest læste historier i 2020

Her er de 10 mest læste artikler i 2019

De 10 mest læste historier i 2018

Eksperter: Normale rejser i Europa til sommeren 2021