Herlig forårsdag for SAS

Når der i dag i Stockholm er generalforsamling i SAS har der sjældent været en bedre stemning. Selv om både formand og næstformand træder tilbage, er økonomi og markedssituation så god, at selv pensionerede chefer har glemt at alting bare var bedre i gamle dage.

Vel er der noget, der hedder Norwegian, vel knager det i ejerforholdet mellem de skandinaviske lande, vel kunne belægningsprocenten på flyene være bedre, og vel var passagertallet bedre i marts sidste år. Men så er der alle lyspunkterne, og de er netop nu klart i overtal for det 72-årige gamle flyselskab.

Foråret er kommet til Skandinavien, og med det siger formand i SAS direktør Fritz Schur og næstformand Jakob Wallenberg i dag på SAS generalforsamling farvel efter mange års parløb og efter, at ikke mindst de to reddede SAS fra fallit i 2012,  blandt andet takket være deres erfaring og gode relationer til bankverdenen.

I god stand
De afleverer et SAS i god stand. Ovenikøbet i så god stand, at fire forhenværende SAS-chefer, som jeg var sammen med til en privat sammenkomst i weekenden, var enige om ”at SAS har aldrig haft det bedre”. Den har jeg faktisk ikke hørt før, men  i stedet den sædvanlige ”nej, da vi var der, og så videre.”

Naturligvis uddybede de deres synspunkter, men det hører privatlivet til. Udadtil tror de ikke på den store betydning af om aktionærerne i de tre lande kan holde sammen. Netop nu har Sverige 17,2 procent, Danmark 14,3 og Norge 11,5 procent af aktierne, og sammen med Wallenberg-koncernen er der flertal. Norge vil gerne sælge, Sverige ved ikke rigtigt, hvad de vil, og Danmark vil beholde statens andel.

Flere solgte sæder
Den nuværende SAS-ledelse har forstået at begå sig blandt lavprisselskaber med den rige flådesammensætning og de rigtige billetpriser. I lørdags kendte vi ikke trafiktallene, der kom i går, men det ville næppe have chokeret de forhenværende chefer.

Ganske vist er det samlede passagertal i marts faldet 2,6 procent ned til 2.388 mio. passagerer befordret. Til gengæld har indtægten formentlig været bedre, og i hvert fald er gennemsnitsbelægningen steget til 73,1 procent, og sådan noget er der penge i.

Påsken skøjter fem og tilbage fra år til år og har altid indflydelse med trafikken. Erhvervslivet holder fri i påsken, og det går ud over forretningstrafikken. Til gengæld er der mulighed for flere solgte flysæder, når forretningsmanden rejser ud med hele familien og længere væk. Måske helt til Florida og Thailand.

Sådan har det altid været, men det er som om SAS bedre har kunnet opsuge trafikken med den rigtige omstilling i år end tidligere. Når den internationale kontinentale trafik kan stige i en påskemåned med fem til seks procent, og til USA med over seks procent, så har man ramt rigtigt.

Læg mærke til Norwegian
Mine pensionistvenner tillagde ikke den samme betydning af det irske datterselskabs nye baser i London og Malaga, som jeg gjorde. ”Småting”, sagde de. Næh, virkninger af, at personalet nu ser, hvad der kan ske, hvis strejker og øgede særkrav igen skulle blive fremherskende, er langt vigtigere.

Det gør livet lettere for Rickard Gustafson og danske Lars Sandahl og alle de andre i SAS-ledelsen, og betyder, at de kan fortsætte spareprogrammet med primært at nedbringe enhedsomkostningerne.

”Læg endelig mærke til, hvad der sker med Norwegian,” var også en del af deres konklusion om fremtiden for deres forhenværende flyselskab.  Og så den vi andre trods alt også har bemærket: SAS har hedget halvdelen af deres brændstof, Norwegian har intet og satser på chancen. Det kan blive dyrt.

En million billige billetter
SAS fejrer dagen ved at kaste en million billige billetter på markedet fra nu og indtil 15. april, men med gyldighed fra 14. maj til 20. september 2019.

Hvorfor i alverden skulle man ikke dele glæderne.