Internationale roser til Noma

Internationale medier svømmer over med stjerner til det nye Noma – ”Jeg lærte at sætte pris på søpølse, myrer og dansk design”.

Verdens i flere år bedste restaurant, danske Noma, er efter et års pause rykket ud og har genåbnet i et nedlagt depot på Refshaleøen i København. Det gav forleden karakter op til syv uofficielle stjerner i Berlingske, og nu følger internationale medier med en omtale i bladet.

”Man smager ting, som man aldrig har drømt om at skulle smage, ” skriver Los Angeles Times. Madanmelderen mener , ”at tjenernes passionerede beskrivelser  af smagen af tang-is, det indre af rejehovedet eller den blævrende konsistens af kødet fra torskens øjenhuler, ville være nonsens alle andre steder end på Noma.”

The Guardians Michael Booth skriver om Noma: ”Det er ikke comfort food. De får muligvis behov for en københavnsk hot dog et par timer efter middagen.” Han spørger sig selv om Noma har gjort det igen. Om restauranten kan nå de samme højder, som gjorde den til nr. 1 i verden i fire år i træk.

Han svarer selv: ” Uden tvivl, hvis det er hvad Noma vil.”

Som at spise fremtiden
Washington Post, fra præsident Donald Trumps egen by, er ifølge anmeldelsen fra København, helt oppe at køre over Nomas søpølse. Om søpølsens tørrede æggestokke , som en en stor delikatesse i Japan, skriver Tom Sitsema i avisen: ”Hvis Poseidon spiste hvide kartoffelchips , vil han elske disse” og konkluderer, ” at spise på Noma er som at spise fremtiden.”

Der forlyder dog ikke noget om, at præsidenten har tænkt sig at aflægge et besøg.

Og han slutter: ”Lærte jeg noget nyt ? Tonsvis, blandt andet at sætte pris på søpølse, myrer og dansk design.”

Der er plads til 40 gæster både til frokost og til middag, men der er kun åbent fire dage om ugen. Prisen er 2.250 kroner pro persona, plus cirka 800 kroner for vine, når man ellers kan få plads.

Mange tusinde turister fra udlandet har reserveret, blandt andet en del fra de mest eksklusive krydstogtskibe.

 

Relaterede artikler:

Noma 2.0 er dyr og udsolgt

Noma-succes ’down under’

Noma lukker i 2016

Hotelfolk hyldede Noma

Noma verdens bedste – igen