Krav fra SAS-passagerer for Højesteret

LUFTFART: SAS tabte sag om kompensation for forsinkelse på afgang til Washington i byretten og landsretten. Nu skal Højesteret tage stilling til den principielle sag.

Hvor langt kan et flyselskab strække begrebet ”usædvanlige omstændigheder” og bruge det som begrundelse for en forsinkelse? Det er det afgørende spørgsmål, som Højesteret på mandag den 1. maj 2017 skal tage stilling til.

Sagen drejer sig om en SAS-flyvning fra København til Washington den 13. september 2013. Flyet blev over tre timer forsinket i afgang, hvilket ifølge EU’s regler giver passagererne ret til kompensation, medmindre der er tale om ”usædvanlige omstændigheder”. Det mener SAS netop, at der var, da flyet var ankommet forsinket til København på grund af dårligt vejr i USA dagen forinden.

Fly blev omdirigeret

På flyvningen fra København til Washington den 12. september valgte piloterne at lande i Baltimore i stedet for Washington på grund af dårligt vejr. Men efter et lynnedslag i kontroltårnet i Baltimore, blev flyet omdirigeret til Philadelphia. Den efterfølgende returflyvning fra Washington blev aflyst, og flyet returnerede herefter tomt – og forsinket – fra Philadelphia til København.

Blandt de passagerer, som krævede kompensation for forsinkelsen, var en gymnasieklasse og lærere, og da SAS afviste deres krav med henvisning til ”usædvanlige omstændigheder” hev de SAS i byretten med hjælp fra firmaet Flyforsinkelse.dk.

Byretten anerkendte, at der var tale om usædvanlige omstændigheder med vejret i USA den 12. september, men mente ikke, at det kunne ”udstrækkes” til returflyvningen og afgangen fra København dagen efter. SAS blev derfor pålagt at betale i alt 107.000 kr. i kompensation til de 24 elever og lærere.

En forudsigelig forsinkelse

SAS ankede til Østre Landsret, som stadfæstede byrettens dom og bl.a. henviste til, at forsinkelsen var ”forudsigelig og påregnelig for flyselskabet senest på det tidspunkt, hvor flyet afgik fra Philadelphia”. SAS kunne derfor have valgt at aflyse afgangen fra København og ombooke passagererne til andre fly.

”Vi har taget sagen til Højesteret, fordi vi mener, at den er principiel. Kort sagt handler det om, at vi gjorde alt, hvad vi kunne for at undgå forsinkelse i en usædvanlig vejrsituation med voldsomt uvejr flere steder i USA,” siger Mariam Skovfoged, pressechef for SAS i Danmark, til standby.dk.

”Vi traf alle rimelige foranstaltninger, som vi skal efter reglerne og retspraksis. Vi endte med en forsinkelse på den omhandlede flyvning på ca. 3 timer og 45 minutter, hvilket efter vores opfattelse ikke kunne gøres bedre eller hurtigere – særligt når man tager de usædvanlige og ekstreme forhold i betragtning,” siger hun.

Passagerers advokat forventer sejr

Advokat Eva Persson fra advokatfirmaet Concilio & Co fører sagen på vegne af de 24 passagerer. Hun ser frem til, at sagen nu kan blive afsluttet.

”Sagen er principiel, da vi endnu ikke har nogen afgørelser fra Højesteret omkring forsinkelse på grund af dårligt vejr. Vi vandt i byretten og landsretten og forventer også at vinde i Højesteret,” siger hun til standby.dk.

”Hvis retten mod forventning skulle komme frem til, at regn og torden er en usædvanlig omstændighed, vil det åbne en ladeport af muligheder for, at flyselskaberne kan slippe for at betale kompensation,” siger Eva Persson.

Hun forventer, at der efter retsmødet mandag vil gå nogle uger, inden Højesteret træffer sin afgørelse.