Nekrolog

Få har som adm. direktør Leif Poulsen, indtil sin afgang i 1998, stået rejsebranchen bi. I et parløb med marketingchef Per Davidsen blev den positive linje fortsat med det meste af rejsebranchen i Danmark. Ikke altid var det måske de mest fornuftige dispositioner. Godhedens pris kostede, og konkurrencen kom nærmere og nærmere, men utallige gange har branchen hentet opbakning fra Leif Poulsen og hans stab.

 

Det er ikke tilfældigt, at Seniorklubben fortsat holder til i Europæiskes lokaler.

 

”Når de har solet sig i al den spænding og fokus, der er, mens de er aktive, er der ingen, der bekymrer sig om dem, den dag de bliver pensionister. Det synes jeg vi skal gøre,” var hans svar. En tradition, hans efterfølger Preben Mullit fastholdt.

 

Da Danske Rejseskribenter savnede en sponsor, var det Leif Poulsen og Europæiske, der trådte til – og indtil dette øjeblik fortsat har holdt fast.

 

Da Take Off var på randen af en lukning, var det Europæiske, der trådte til og en overgang stod som eneejer. Ikke fordi det kunne blive en forrygende forretning, men fordi Leif Poulsen mente, at det var synd at miste et godt fagblad.

 

I mange år var forsikringsselskabet under hans ledelse også et selskab med pæne plusser på bundlinjen, selv om det mod slutningen blev noget andet med nye ejere, som han aldrig blev rigtigt fortrolig med.

 

Heldigvis fik han mange gode år senere, og rigtig mange af os vil fortsat huske glansperioden. Vel var det på et tidspunkt nærmest en slags monopol, men rejsebranchen er ham utrolig stor tak skyldig.

 

Kræften var tilsyneladende overvundet efter en operation op mod jul, men sådan skulle det ikke være.

 

Natten til mandag døde Leif Poulsen.

Skrevet af Ejvind Olesen

Nekrolog

Han blev 92 år. Bjarne Bagger, startede i Bennetts Rejsebureau på Rådhuspladsen i København i 30érne som elev og endte som adm. direktør. I disse år blev rejsebureauerne for alvor en vigtig del af danskernes hverdag i takt med flyvningens rivende udvikling.

I den periode havde en rejsebureaumedarbejder sine helt egne kunder. Bjarne Bagger blandt andre Berlingske Tidende, og nøglepersonerne der ville overhovedet ikke tale med andre. At arrangere rejser for bladets journalister var en tillidssag. Med de rigtige medarbejdere i bureauet, mistede man ikke sine kunder.

Til gengæld mistede Bennett sin topchef i 1973, da ejerne i USA, krævede overskuddet, i stedet for til udbygning i Danmark. Det var dengang et bureau som Bennet, Wagonlits, Wilson, Rejsecenter og Jørgensens Rejsebureau normalt gav overskud hvert år.

Bjarne Bagger fortsatte hos Jørgensens Rejsebureau i Hellerup og senere Rejsecentret samme sted, men valgte at sige farvel, da han blev 67 i 1986. Han brugte senere meget tid på Danmarks Rejsebureaus Fond til glæde for pensionerede rejsebureaumedarbejdere.

Han sagde ofte, når vi mødtes: ”Jeg er så glad, hver morgen når jeg vågner og slår øjnene op, at jeg folder mine hænder og siger tak.”

I morgen, 24. september, bisættes Bjarne Bagger fra Brønshøj Kirke kl. 13,30.

 

Skrevet af Ejvind Olesen