Rusland drager lufthavne ind i CO2 udslip

Rusland kan ligesom Kina, Indien, Mellemøsten og USA ikke acceptere EU’s udspil fra januar, som vil betyde ekstra afgifter for flyselskaber og passagerer.

Til gengæld foreslår russerne nu at se på, hvem der har moderne fly, og hvem der ikke har.  Og tildele de bedste slottider i lufthavnene til de mest miljørigtige fly. Forslaget blev bragt frem i forbindelse med en EU-konference i St. Petersburg.

Her sagde den russiske transportminister, Valery Okulov, at det kunne være en god ide og incitament til flyselskaberne at belønne moderne, mindre brændstofkrævende fly – og favorisere dem, når slots skulle fordeles i lufthavnene.

I og for sig lidt af et paradoks eftersom Rusland er kendt for at have verdens mest gammeldags, brændstofkrævende fly. Også med højeste ulykkesfrekvens.

Transportministeren var klar over netop det problem og sagde ”at i løbet af de sidste fem år har vi fornyet vores flyflåde med moderne europæiske og amerikanske fly. 74 procent af den russiske flyflåde i  rutefart er nu bygget i vesten. Næste år kommer vi op på 80 procent.”
Skeptikere på konference gjorde opmærksom på, at slottene allerede tilhører bestemte selskaber, og det vil blive meget problematisk at sortere helt fra starten.

Aeroflot har beregnet, at Connie Hedegaards krav vil koste selskabet 75 millioner ekstra om året i EU-afgifter.

 

Skrevet af Ejvind Olesen