Et styrket samarbejde på tværs af landene resulterer nu i, at togpassagerer i starten af næste år for første gang kan rejse mellem de tre baltiske hovedstæder uden, at det skal tage flere dage.
Hvis alt går efter planen, vil det nye år ikke være mange dage gammelt, når der kan sættes et ikke ubetydeligt flueben i de baltiske lande. Der er nemlig lagt an til, at det for første gang bliver muligt at rejse med tog mellem de tre hovedstæder på en enkelt dag.
Hidtil har det ikke været muligt at tage toget fra Litauens hovedstad Vilnius til den estiske pendant Tallinn på samme dag, men det har togselskaber fra Baltikum sat sig for at ændre ved hjælp af et stop i Riga, der er Letlands hovedstad.
Tidligere har de tre landes jernbaner kørt uafhængigt af hinanden, men de senere år er der blevet knyttet tættere bånd på tværs af de tre baltiske lande, og derfor er man kommet frem til, at det er på tide, at køreplanerne tilrettes således, at det bliver nemmere at rejse fra et land til de to andre.
Sættes i gang til januar
Indtil videre vil passagerer skulle skifte to gange undervejs i Riga samt i byen Valga i det sydlige Estland. Sidstnævnte ventes desuden at blive afskaffet på sigt. De togrejsende slipper dog for at skulle overnatte undervejs eller vente i længere perioder på stationer, som de ellers hidtil har været nødt til.
Mandag i denne uge har LTG Link, Vivi og Elron, der er de nationale togselskaber fra henholdsvis Litauen, Letland og Estland foretaget en prøvetur på strækningen mellem Vilnius og Valga for at sikre sig, at deres PESA 730 ML.-tog fungerer på Estlands skinner.
Fra søndag i denne uge vil Vivis tog fra Riga til Valga blive koordineret med LTG Links afgange fra Vilnius til Riga således, at de rejsende får et råderum på 20 minutter til at skifte fra det ene til det andet.
Den 6. januar næste år falder den sidste brik på plads, når Elron tilføjer en rute mellem Tallinn og Valga, som flugter med Vivis køreplan.
Ventes at nå 150 kilometer i år
Ændringerne vil resultere i, at der bliver daglig forbindelse mellem de tre hovedstæder i begge retninger, og det roser Marius Skuodis, der er transport- og kommunikationsminister i Litauen. Han kalder det et væsentligt fremskridt. Det skriver RailTech.
Den nye mulighed for at rejse med tog peger også i retning af fremtiden, da man netop i år er gået i gang med at anlægge Rail Baltica, der beskrives som et af Europas største igangværende infrastrukturprojekter.
Meningen er, at det skal forbinde de baltiske lande med det vestlige Europa via højhastighedstog. Når året er omme, ventes der at være lagt 150 kilometer skinner på hovedstrækningen, og man regner med at hele Rail Baltica vil stå færdig i 2030.
Visse dele kan dog formentligt benyttes allerede fra 2028.
Relaterede artikler:
Vil gøre togrejser i Europa nemmere og billigere