Solrig juli gav flere turistovernatninger

sommerferie_-forsideDer var 10,7 millioner turistovernatninger i danske feriehuse, hoteller, campingpladser mv. I årets syv første måneder har Danmark haft 27,6 millioner turistovernatninger – en lille stigning.

Nye overnatningstal fra Danmarks Statistik viser en fremgang i antallet af turistovernatninger i juli, hvilket i skyldes det flotte danske sommervejr, vurderer Dansk Erhverv.

Juli er højsæson for dansk turisme med op mod en fjerdel af det årlige antal turistovernatninger. Efter en lidt sløj start på sommeren viser de nye overnatningstal, at det gode sommervejr i juli tiltrak flere turister end sidste års kolde sommer.

De samlede overnatningstal i juli svarer til en stigning på ca. 425.000 overnatninger eller 4,1% i forhold til samme måned sidste år.

”De nye overnatningstal viser stigning utvivlsomt pga. det flotte danske sommervejr. Selv om mange allerede havde planlagt deres ferie, da det gode vejr satte ind i starten af juli, betød det gode vejr, at flere danskere blev hjemme, ligesom flere af vores naboer – tyskere, svenskere og nordmænd – holdt sommerferie i Danmark. Og det er yderst positivt, at vi nu ser en fremgang i antallet af tyske turister, som udgør knap halvdelen af alle udenlandske overnatninger i Danmark,” siger markedsdirektør i Dansk Erhverv, Mette Feifer.

I forhold til den kolde sommer i 2012 har vejrfølsomme ferieformer som camping, feriehuse og lystbådehavne oplevet den største stigning. Campingpladserne steg med 6,8%, feriehusene med 3%, mens lystbådehavnenes overnatninger steg 18,8%. Overnatningerne på vandrerhjem og feriecentre måtte notere fald på henholdsvis 5,2 og 4,0%. Hotellerne fik en mindre stigning på knap 2%.

Ser man på overnatningstallene for år til dato, har der været 27,6 millioner – en stigning på ca. 425.000 – svarende til stigningen i juli. Dermed var den gode danske sommer med til at trække resultatet for hele året op på et foreløbigt lille plus med en stigning på 1,6%.

”En enkelt god sommer kan ikke redde dansk turisme. Turisme er en dansk styrkeposition og har potentialet til at blive en decideret job- og vækstmotor – også i yderområderne, hvor det er vanskeligt at skabe nye arbejdspladser. Det kræver en politisk indsats for bedre rammevilkår, så det bliver billigere at være turist i Danmark, og så vi kommer længere for de markedsføringskroner, som bliver brugt på turismen,” siger Mette Feifer og tilføjer:

”Men det kræver en indsats fra erhvervets egen side, hvor vi bliver bedre til at skabe gode oplevelser for turisterne i det danske sommerland.”