Thailand håber på russerne

asia_s-tourism-phuketTURISME: En kæmpe marketingkonference om turismen i det kommende år er netop afviklet i Bangkok, hvor man forventer 13 procent fremgang, men noget tyder på, at man så skal håbe, at russerne vender tilbage.

For første gang i 12 år faldt antallet af russiske turister i Thailand i de foretrukne områder Pattaya, Phuket og Koh Samui. Præsidenten for den thailandske hotelorganisation siger til JP`s Jan Lund, at belægningen i de områder er faldet med 30 procent. I Phuket kom der i fjor 40 procent færre russiske turister. For hele Thailand er Rusland tredje vigtigste marked efter Kina og Malaysia.

Som avisen fastslår: Vejskilte på engelsk, thai og russisk. Menukort på russisk, juridisk bistand kan fås på russisk. Det eneste, der mangler er russere.

Devaluering af rublen har fordoblet priserne for en rejse til Thialand, og russiske familier var ellers begyndt at nyde virkelige favorit feriemål i sol og sommer frem for Sibiriens kulde, men nu har de ikke råd til at rejse. Flere rejsebureauer er krakket, og flere flyselskaber lukket.

Turismen i Thailand spiller en meget stor rolle og kommer med underliggende industri op på 15 procent af bruttonationalproduktet. Naboerne skal nok komme i år, men som det blev sagt på konferencen: ”Kina og de europæiske markeder, inklusive Rusland, er nøglen til vækst.”

I Skandinavien er efterspørgslen til Thailand med stribevis af flyforbindelser, mange non stop, fortsat vinterens hit. Og skandinaverne er generelt godt tilfredse med, at russerne ikke dominerer deres foretrukne mål, som de mere end nogen har været med til at skabe, siden turismen tog fart i 70’erne.

Men som Jan Lund så rammende slutter: ”I Pattya, Phuket, Bangkok og Koh Samui frygter man ikke, at russerne kommer – men at russerne ikke kommer”.

På marketingkonference forleden var målet klart for i år: 13 procent frem til 28 mio. ankomster med en omsætningsstigning på 16 procent.