”TUI tjener på at formidle billetter til delfinshows – og skal have indstillet det moralske kompas,” lyder kritikken fra World Animal Protection Danmark. TUI: “Vi bestemmer ikke over vores gæster.”
Ny undersøgelse fra dyreværnsorganisationen World Animal Protection, WAP, viser markant fald i turister, der vil købe billetter til for eksempel delfinshows på ferien.
I en pressemeddelelse henviser WAP til en meningsmåling der, ifølge WAP viser, at kun fem procent af danske rejsende overvejer at købe billet til et delfinarium, når de er på ferie. I 2018 var det samme tal 36 procent.
“Det er opløftende, at danskerne har rykket sig så markant. Meget tyder på, at en ny bevidsthed om dyrs vilkår har slået rod blandt nutidens turister, der i stigende grad vender ryggen til underholdning med vilde dyr, som delfiner og spækhuggere, der lider under stærkt begrænsede forhold, når de indespærret er tvunget til at underholde i små betonbassiner,” siger Stephanie Kruuse Klausen, kampagneansvarlig hos World Animal Protection i Danmark.
Spies: Udbyder ikke delfinarier og elefantridning
Danmarks største rejsebureau, Spies, samarbejder med World Animal Protection om dyrevelfærd på alle bureauets destinationer:
I pressemeddelelsen fra WAP siger Spies’ kommunikationschef, Sofie Folden Lund: ”Jeg er glad for, at danskerne har ændret deres syn på delfinshows så markant på fem år. Der er kommet en langt større grad af omtanke hos danske ferierejsende. Spies har for flere år siden besluttet ikke at udbyde udflugter til delfinarier eller elefantridning.
I samarbejde med World Animal Protection guider vi vores gæster til at søge dyrevenlige rejseoplevelser, hvor dyrene kan opleves i deres naturlige omgivelser,” siger hun.
Også brancheforeningen RID, Rejsearrangører i Danmark, bekræfter, at bæredygtighed er højt på dagsordenen hos rejsebureauerne. Henrik Specht, direktør i RID, siger: ”Dyr skal opleves i deres naturlige miljø. Bæredygtighed – herunder hensynet til klima, miljø, lokalbefolkningen og dyrevelfærd – er blevet en vigtig sag for rejsebranchen.
Det kan godt være, at man mister nogle penge på at sige nej til en bestemt type udflugter, men det er jo op til den enkelte rejsearrangør,” siger Henrik Specht og tilføjer: ”Men der er næppe nogen tvivl om, at ansvarlig turisme i stadigt større udstrækning er afgørende for de rejsendes valg af rejsearrangør.”
WAP: TUI mangler på listen
160 danske rejsebureauer har ifølge World Animal Protection underskrevet retningslinjer om at sige nej til underholdning med vilde dyr, herunder delfinshows, elefantridning, dyreselfies, samt gåture og kramme-sessions med tigre, løver og andre store kattedyr.
Men Stephanie Kruuse Klausen fra WAP understreger, at der stadig er spillere i rejsebranchen, der ikke har set skriften på væggen, hedder det i pressemeddelelsen:
”Tyske TUI, en af verdens største rejseudbydere, tjener stadig mange penge på at formidle billetter til delfinshows. TUI ville se meget bedre ud, hvis de fik indstillet det moralske kompas – for man kan kun være ægte bæredygtig, hvis dyrevelfærd er en del af rejsen.”
TUI: ”Vi vil ikke bestemme over vores gæster”
Fremlagt den årlige kritik fra WAP af TUI, skriver Mikkel Hansen, kommunikationschef for TUI Danmark, til Standby.dk: ”Noget nuancering er vist på sin plads. For det første bestemmer TUI ikke over vores gæster. Det er helt op til dem selv, hvad de vil lave på deres ferie.
Desuden har TUI en stærk og global bæredygtighedsprofil samt en fond, som hvert år donerer mange penge, blandt andet til omfattende projekter som gør noget godt for det lokale dyreliv verden over.”
Mikkel Hansen understreger, at TUI ikke markedsfører ”denne type udflugter aktivt til vores gæster på destinationen, men derimod udflugter, hvor dyrene kan opleves i deres naturlige omgivelser, som er populært blandt vores danske gæster.”
Og, tilføjer han: ”TUI er en rejsekoncern, vi har titusindvis af oplevelsestilbud verden over, men vi vil ikke bestemme, hvad vores gæster har lyst til at lave på deres ferie. Vi kan desuden ikke styre, hvad de vælger at gøre på egen hånd.”
Relaterede artikler:
Dyreorganisation og rejsebureauer i nyt koncept