Erhvervsrejseorganisation beder EU-Kommissionen om at træde til, da lang sagsbehandlingstid på baggrundstjeks for nye ansatte i lufthavne risikerer at sætte genopretningen i branchen over styr.
I løbet af foråret og sommeren har der været trængsel og lange køer ved blandt andet check-in og sikkerhedskontrollerne i en del lufthavne både herhjemme og i udlandet. Det skyldes i vid udstrækning, at personalet ikke har kunne følge med tilstrømningen af passagerer.
Under COVID-19-pademien tilpassede en del lufthavne driften til de færre flyafgange ved at afskedige medarbejdere, men sidenhen har det ikke været muligt at ansætte tilstrækkeligt personale i et tempo, så det har kunne følge med den store efterspørgsel fra kunderne.
Det skyldes blandt andet, at der skal gennemføres et baggrundstjek af de medarbejdere, som eksempelvis skal arbejde i sikkerhedskontrollen eller varetage funktioner airside. Herhjemme har det ført til, at Rigspolitiet i en periode satte flere ansatte til at arbejde med sagsbehandlingen i sikkerhedsgodkendelserne således, at tempoet kunne skrues op.
Sender appel til Kommissionen
Erhvervsrejseorganisationen Global Business Travel Association (GBTA) har på den baggrund offentliggjort en opfordring, der er stilet til EU-Kommissionen, hvori organisationen beder politikerne om at skride til handling.
Konkret ønsker GBTA, at Kommissionen midlertidigt skal lempe kravene til baggrundstjeks af medarbejdere i lufthavne, da disse i øjeblikket kan tage op til seks uger at foretage, og det skaber flaskehalse på de rejsendes vej gennem terminalerne.
Organisationen fremhæver, at trængslen i lufthavnen går ud over den gnidningsfri afvikling, som mange forretningsrejsende forventer, når de benytter fly i forbindelse med mødeaktivitet og andre erhvervsrejser.
Ramt af manglen på ansatte
Ifølge GBTA forventes det, at markedet for forretningsrejser vil generere indtægter for 1,4 trillioner dollars (10,2 billioner danske kroner) i 2024. I øjeblikket stiger bookingtallene måned for måned ifølge organisationen, men rejselederne er udfordret af, at medarbejdermangel samt diverse politikker og restriktioner har en ”betydelig påvirkning” på forretningsrejserne.
I tillæg hertil har en undersøgelse, som organisationen har foretaget, vist, at en del af rejsearrangørerne deler den holdning. Mere end halvdelen af dem har svaret, at deres rejseprogrammer særligt påvirkes af manglen på ansatte.
”Virksomheder og ansatte begynder igen at foretage erhvervsrejser, fordi de skal tjene penge samt fastholde eksisterende og lave nye forretninger. Personalemanglen påvirker dog rejsemulighederne og truer med at sænke hastigheden i genopretningen. Derfor beder GBTA EU-Kommissionen om at prioritere og fremskynde de nødvendige baggrundstjeks for at fjerne presset i lufthavnene. EU bliver desuden nødt til at vedtage regler og foranstaltninger, så vi ikke ender i denne situation igen i fremtiden,” udtaler Catherine Logan, som er regionsdiretør for GBTA i Europa, Mellemøsten og Afrika.
Tidligere på ugen kom det frem, at det anslås, at der i øjeblikket er 1,2 millioner ledige jobs i rejse- og turismesektoren i EU-landene. Det skyldes blandt andet, at mange af de tidligere medarbejder har skiftet branche efter, at de blev afskediget.
Relaterede artikler:
Mange stressfaktorer ved forretningsrejser