Fredagsklummen – Familiefødselsdag i København





Af Ejvind Olesen



For 10 år siden kom Star Alliance til verden, bestående af fem medlemmer, nemlig SAS, Thai, Lufthansa, United og Air Canada. Vi så for os dengang en pendant til Jan Carlzons vision at blive “One out of Five in 1995” – nu blot med tilføjelse af alliance i stedet for antal selskaber.



Såvel Lufthansa som SAS meldte dengang ud, at man maksimalt skulle være fem i det ny broderskab. Til gengæld skulle de rigtigt kæle for hinanden – og ikke mindst for kunderne.



Sommeren 2000 sagde SAS præsident Jan Stenberg, at nu var målet fuldt, da det så ud til, at der i nær frem ville blive 13 familiemedlemmer.



I dag er der 20, og det stopper næppe der. Jo flere, der kommer til, jo mindre betydning får alliancen. Mange forskelligartede flyselskaber med meget lidt til fælles af kultur og trafikmønster, får værdien til at flade ud. De bliver samtidig mere og mere ligeglade med hinanden i hverdagen.



Loungerne bliver mere og mere overfyldte, og fordelene er få og små for passagererne. Da der heldigvis ikke prisaftaler er i alliancen, hvilket ville dræbe konkurrencen fuldstændig, er der heller ingen grund til kun at bevæge sig blandt partnerne, når rejsen planlægges.



Der kan være bonus- fordele, men de er klart størst ved at holde sig til et enkelt selskab.



I al sin enkelthed er det sådan, at SAS er skøjteligeglade med om de forbinder en flybillet fra København i USA med et United-fly videre (familien), eller med et Continental fly (uden for familien) – og omvendt for de amerikanske selskaber.



SAS sender hellere en god kunde fra København til Florida via New York med Continental, end til Frankfurt og derfra videre med Lufthansa (familien) til Miami.

Det er en illusion at tro noget andet.



Til gengæld er man i SAS glade for, at kunne flyve code share med United Airlines fra USA til Skandinavien, på både SAS og United-nummer. Så må amerikanske statsansatte nemlig godt flyve med den forbindelse – for det er jo også et United- fly. Men den fordel kunne sagtens være etableret uden Star Alliance.



Op til fødselsdagen på søndag i København har Danmarks Rejsebureu Forenings direktør, Lars Thykier, oven i købet sagt, at der er flere erstatningssager på vej, fordi Star Alliance selskaber i familien ikke vil dække hinanden ind, når forbindelserne svigter, eksempelvis på grund af vejret.



Der er nok at tale om søndag og mandag, men formentlig ville de bruge det meste af tiden på at fortælle om hvor mange fordele de vil give kunderne og hvordan de vil beskytte miljøet. Det er dejligt risikofrit.



Men hjælpe hinanden, når det virkelig gælder, vil de ikke. Det kunne have været spændende at sætte på programmet. Eller opstille nogle kvalitetskriterier for service, præcision og bagage



Måske vil de dog for en syns skyld tale om, at antallet af flyselskaber i familien snart må toppe, for derefter skyndsomt at fortælle om, hvem der er på vej til at blive optaget.



Og når de rejser hjem mandag eftermiddag er vi lige vidt.



Hvad mener du. Er det en fordel for kunderne med Star Alliance ? Svar i quick poll.

Skrevet af