Fredagsklummen – Stjernedrys og hotelstøv

Af Ejvind Olesen



Det var netop hele ideen, da Horesta i sin tid fik systemet indført efter utallige debatter og forslag i turistkredse, startende med Danmarks Turistråd ud fra devisen om” at når Michelin kan finde ud af det med stjernerne, kan vi vel også”. Det var blot helt umuligt at nå til enighed om, hvordan man skulle finde frem til et bar nogenlunde retfærdigt system. Og ikke mindst, hvem der skulle være bedømmere. Man så af gode grunde slagsmålet foran sig.



Så lykkedes det Horesta, som organisation for arbejdsgivere og i nogen grad som kraftig medspiller i turismen, at nå frem til den nuværende model, der giver stjerner efter en opslagsbog med faciliteter, som man krydser af efter. Er der kun morgenmadsservering, er der swimmingpool, er der reception med nattevagt, er der spejl i legemsstørrelse ?



Enkelte meldte sig ud af Horesta, da resultatet blev kendt. Andre lagde sig i selen for at få en stjerne mere. Atter andre valgte at sige nej tak til fem stjerner og gå ned til fire, fordi det ville give et unødvendigt tegn på luksus at have fem stjerner i internationale kredse. Når nu hotellet kun svarer til et internationalt hotel i den såkaldte 1. klasse.



Et eksempel var SAS Hotellerne, som kun gav Hotel Scandinavia fire stjerner og valgte at føre Royal Hotel frem, som eneste fem stjernede i København. Senere kom så også Hotel Angleterre med (med swimmingpool) og fem stjerner.



I Jylland var der fra starten kun et eneste fem stjernet hotel, nemlig Hotel Kongebrogården i Middelfart, hvilket overraskede mange, fordi de mente at flere skulle have haft chancen. De er kommet til senere.



Men, de ville klæde Arp Hansen kæden at tage en konsekvent beslutning. Vil man være med eller ej ? Hvis et hotel har fire stjerner og et andet i samme kæde ikke han nogen stjerner, hænger det ikke sammen og virker forvirrende over for forbrugerne – og det var vel det, man mindst af alle ville opnå.



For en ordens skyld skal bemærkes, at hoteller, der ikke er medlem af Horesta, ikke har adgang til at bruge det danske stjernesystem.



I udlandet er forvirringen total. Ikke mindst i Sydeuropa, hvor flere lande har et skattesystem, der betyder, at jo flere stjerner man får, desto mere betales i afgift. Enhver kan sige sig selv, at det giver besynderlige resultater – undtagen på prisen for gæsterne. I den aflæses tydeligt kvaliteten.



Med god grund hersker der stor forvirring, indtil den dag EU finder på at regulere stjernerne fra centralt hold for alle medlemslande. Den dag opstår heldigvis aldrig. Og dog. Tænk på de krumme agurker!



Hvad mener du, har du tillid til danske hotellers stjernesystem ? Svar i quick poll.

Skrevet af