Kommentaren

Engang var Anton Johansen en kendt formand for blandt andet slagtere, chokoladearbejdere og bagersvende. Han hørte ikke til fagbevægelsens skarpeste knive i skuffen.



Nu er han i sit otium formand for Burma-komiteen, der har det gode formål at sikre demokrati i det land, der i mellemtiden har ændret navn til Myanmar og bestyres af et brutalt generaljunta, der knuser ethvert tilløb til revolte i blod.

Anton Johansen sidder i Danmark og med ekspertens naturlige overlegenhed forklarer han, hvad EU’s udenrigsminister og FN burde gøre for at støtte de demokratiske kræfter.



Han er nu sur over, at EU har valgt at holde olie og rejser uden for den aftalte embargo. Uden olie ville landet gå i stå. Forsøget med handelsforbud er blevet brugt over for på Sydafrika under Apartheid-regimet, i Nordkoreas stalinistiske diktatur og i Saddam Husseins Irak.



Fælles bundlinie blev, at eliten og magthaverne og deres håndlangere nok skulle klare sig. Saddam boede som bekendt i strålende paladser med forgyldte dørhåndtag og hans familie nød det søde liv. De hvide magthavere i Sydafrika manglede heller ikke noget og hungersnøden i Nordkorea er vist aldrig nået til præsidentpaladset.



Man straffer med embargo omkring f.eks. olie den befolkning, man ønsker og hjælpe, og hvor mange tyer til kriminalitet for at overleve.

Og ligedan med rejseforbud. Stoppes kommunikationen er det værst for borgerne. Hvis de ikke får nærkontakt med andre samfund og borgere fra andre dele af verden, isoleres de mentalt nøjagtig, som vi kender det fra Nordkorea og gamle kommunistiske undertrykkelsesregimer.



Vejen frem er ikke isolation af befolkningen, men kontakt. Derfor skal rejseriet til Burma ikke lægges for had og besvær. Det skal understøttes. For hver turist, der besøger Burma, kommer landet nærmere demokrati. For der er en mere, der kan fortælle om undertrykkelsen og forfølgelsen.

Skrevet af