Vectron-lokomotiv fra DSB. (Foto: Jens Hasse | Chili Foto | DSB | PR)

DSB oplever fortsat fremgang i togrejser til udlandet

I første kvartal har DSB registreret en stigning i antallet af togrejser til udlandet, når man sammenligner med samme periode i 2023, hvor der ligeledes blev meldt om fremgang.

Nu har DSB gjort status over årets første tre måneder og har offentliggjort en kvartalsrapport for perioden fra den 1. januar til og med den 31. marts. Denne indeholder både nøgletal om forretningen samt oplysninger om den hidtidige udvikling i 2024.

Da selskabet sidste år udgav rapporten for første kvartal, lød meldingen i teksten, at ”der er endvidere stor fremgang i de populære udlandsrejser mod syd”.

Standby.dk forsøgte dengang at få kvalificeret dette udsagn med konkrete tal på antallet af passagerer, men det kunne ikke lade sig gøre, fortalte presseafdelingen. Det samme er tilfældet i år, da pressevagten oplyser, at selskabet kun ønsker at offentliggøre procenter.

Fortæller om stigning på knap 40 procent
Det tyder dog på, at passagererne fortsat har været interesseret i at tage toget, når de har skulle på ferierejse i løbet af årets første tre måneder. Det har blandt andet vist sig i påsken, fortæller DSB.

”Interessen for at tage toget til udlandet fortsatte i første kvartal. Antal rejser var således 39 procent højere end i første kvartal sidste år. Hen over påsken har kunderne taget rigtig godt imod den øgede frekvens til og fra Tyskland, hvilket har resulteret i en stigning i antallet af rejser på 31 procent.”

Sammenlignet med samme periode i 2023 har DSB desuden noteret en overordnet kundevækst på fire procent i årets første tre måneder. Her er der blevet foretaget 1,7 millioner flere rejser end i første kvartal sidste år fordelt på både S-tog samt fjern- og regionaltog, lyder det.

Lander mindre kvartalsoverskud end sidste år
DSB har bogført en nettoomsætning på 2,6 milliarder kroner. Resultatet repræsenterer en stigning på fire procent i forhold til samme kvartal sidste år, hvor selskabet skrev 2,5 milliarder kroner på den post.

Ud af omsætningen fik DSB skabt et overskud på 101 millioner kroner før skat. Det er 46,2 procent mindre end i første kvartal 2023, hvor det positive resultat var på 188 millioner kroner. Ifølge selskabet var det dog påvirket af, at man sidste år modtog en erstatning fra en tidligere leverandør.

Samlet set er såvel udviklingen i forretningen som punktligheden, der har været på henholdsvis 96,5 procent for S-togene og 78,5 procent for fjern- og regionaltog, et godt afsæt for resten af året. Det fortæller DSB’s administrerende direktør Flemming Jensen.

”Vi har med en målrettet indsats i samarbejde med Banedanmark skabt både kundevækst og høj punktlighed i årets første kvartal. Det giver et solidt udgangspunkt for resten af 2024.”


Relaterede artikler:

DSB får nye udenrigsruter og bedre bookingsystem

DSB får flere togsæder til internationale rejsende

DSB: Stor fremgang i togrejser til udlandet