Fredagsklummen: Blodbrødre i SAS

Af Ejvind Olesen



UDEN ET skandinavisk samarbejde havde vi aldrig haft et stort flyselskab med hoved hub (knudepunky) i København. Det kan godt være, vi havde haft tre halv-store regionale selskaber som Maersk Ar, Linjeflyg og Braathen, men på SAS-niveau var det aldrig kommet.



Et sådant samarbejde forpligter med fælles opgaver og fælles byrder. Det er ingen sag, når der er medvind, men når krybben er tom bides hestene. Det er vel almindelig kendt, at SAS i Sverige normalt er største kunde, men netop nu har en svag valuta. At Norge altid har følt sig tilsidesat, men alligevel har været loyal det meste af tiden, og netop nu står økonomisk stærkest, men trafikalt svagest, når vi taler SAS.



OG SÅ ER der Danmark, hvor vi har de fleste arbejdspladser og den største lufthavn – og de dyreste overenskomster. Og (måske) det mest genstridige personale, og vel nok også de stærkeste fagforeninger.



Nu er både SAS formand Fritz Schur og koncernchef Mats Jansson imidlertid ude med bemærkninger om, at den billigste arbejdskraft findes i Sverige, og det kan blive nødvendigt at bruge mere svensk arbejdskraft, når ikke de danske ansatte vil makke ret.



De nøjes med at antyde, men de mener det sikkert. Og den borgerlige regering og støtteparti har bestemt ingen ønsker om at blande sig. Men de kan blive nødt til det.



Naturligvis må de danske ansatte gå ind på samme betingelser som deres svenske og norske kolleger for at spare en ekstra milliard svenske kroner (heldigvis ikke danske), og naturligvis må ledelsen acceptere de nationale forhold i fællesskabets navn.



DET LYDER så simpelt. Det er det ikke. Når for eksempel formanden for den danske kabineforening, Verner Lundtoft, bliver ved med at kræve eneret på danske produktioner i SAS ud af Danmark, så er det selvsagt umuligt i et fællesskab af blodbrødre. Lige så umuligt, som når ledelsen taler om at bruge mere svensk arbejdskraft på bekostning af dansk.



Mig bekendt er den gamle 3-2-2 ordning ved at blive opløst. Den byggede på den kendsgerning, at Sverige er største partner, mens Norge og Danmark deler resten. Det skulle også afspejle sig i antallet af arbejdspladser, især for det flyvende personale. Det har gennem årene været en særdeles dyr beslutning. Fordi en svensk ansat fra Stockholm fik (får) fuld løn og ophold i København fra han eller hun drager hjemmefra, når arbejdstiden også begynder.



Den holder selvfølgelig ikke en skøjte. Arbejdskraften bør søge derhen, hvor arbejdet er. Og i hvert fald at acceptere, at arbejdstiden starter på samme tidspunkt for alle på flyet.



Det betyder til gengæld ikke, at man bare kan rokke rundt på bemandingen og rykke nogle svenskere over på danske pladser, bare fordi de er billige og mere føjelige.



Sådan handler blodbrødre ikke. Derfor må ledelsen finde andre veje, når de nu skal til at diktere, hvad der skal ske 11. august.



Hvad mener du? Tror du SAS mener det, når de siger, at det kan blive aktuelt at give svenskerne danske arbejdspladser?



Stem i Quick Poll

Skrevet af