Fredagskommentaren – Nu må de SAS ansatte ud af puppen

Af Ejvind Olesen



På torsdag holder SAS pressemøde om sidste kvartals resultater i 2004. En måned senere kommer selve årsopgørelsen, hvor det blandt andet skal vise sig, hvor tæt Jørgen Lindegaard og Co. er nået det samlede sparemål på 14 mia. sv. kroner.



Allerede på mandag skal adm. direktør i SAS Danmark, Susanne Larsen, for første gang fortælle om, hvordan udviklingen er i den del af koncernen, som nu er delt op i flere selvstændige aktieselskaber.



Et nyt aktieselskab er også SAS Ground Service med Lars Johansson som adm. direktør, og det er kommet til verden for at bevise, at man kan klare sig i den fri konkurrence. Kan den ikke det, står den på fyringer. Ca. 100 mand, hvis ikke Maersk Air bliver i folden, og nogenlunde tilsvarende, hvis Sterling går fra.



DET ER Novia, som netop har erobret Air France og KLM samt Grønlandsfly på handlingssiden, der er værste konkurrent. Også fordi det er tvivlsomt om de to danske og dansk-norske selskaber ville gå til Servisair.



Om Novia ved man, at et Lars Thuesen-selskab er dybt seriøs, og næppe går efter de store kontrakter, hvis der ikke kan tjenes penge. Der er ikke helt den samme opfattelse af Servisair, hvor de ansatte efter oplysninger til Take Off arbejder efter nogle yderst specielle regler.



Det har ikke skortet på henvendelser fra ansatte efter, at vi her på Take Off som de første omtalte de to kontrakter, der er i spil. Maersk Airs løber ud hos SAS og skal enten forlænges eller går til en konkurrent. Sterlings løber ganske vist først ud om to år, men er oppe til genforhandling, fordi Norwegian kommer ind i billedet fra sommerfartplanen.



Flere SAS-ansatte har sendt mail om, at de ikke får væsentlig mere i løn, ferie og arbejdsforhold end deres kolleger i andre selskaber som Novair og Serviceair. Det holder ikke en skøjte, efter hvad Take Off har fået oplyst fra begge sider af forhandlingsbordet.



Der er næppe tvivl om, at de ansatte i SAS må ud af puppen og omkring 10-15 procent ned i løn og frynsegoder, hvis SGS skal være konkurrencedygtig. Vil de ikke det, forsvinder arbejdet, som det er sket på slagterier og mejerier.



LIGE OM hjørnet lurer det, der er endnu værre. For der er næsten 2.700 ansatte i selskabet der har 80 procent af markedet i Danmark, heraf langt den største del for SAS Airline. Opdager man her, at arbejdet udføres lige så godt og billigere udenfor puppen, er det helt andre afskedigelser, der bliver tale om.



Sammenlignet med udlandet, for eksempel i USA, er en lønnedgang på 15 procent meget billigt sluppet.

Skrevet af