Kommentaren/Spidsen

Gennem de seneste år har SAS under et vist bulder og brag fået moderniseret sin virksomhed. Ledelsen har vist vilje til at gennemføre det nødvendige, store medarbejdergrupper har bakket ændringerne op, men undervejs har været arbejdsnedlæggelser og andre konflikttiltag.



Endnu tilbagestår strukturændringer, der godt kan kaste lidt støj af sig.



SAS skal jo gerne bestå mange år endnu.



Det vil fortsat kræve markedstilpasninger og udsyn, men også fokus på faresignaler.



Når man flyver med SAS CPH-Ålborg t/r er stemningen i maskinen som i gamle dage. Høj service, professionelt kabinepersonale og stor venlighed. Men det kniber unægtelig med at overholde tidsplanen.



Det kan være alle tænkelige og utænkelige faktorer blandt andre: problemer med anden trafik i ankomst- og afgangslufthavne, fravær hos personale, vejret, problemer med korrespondance med andre fly og tekniske problemer.



Apropos det sidste fortalte de erhvervsfolk, jeg drak kaffe med i Aalborg i forbindelse med weekendens rejsemesse, om en morgen for nylig, hvor SAS – også – havde været forsinket, fordi porten til hangaren ikke kunne åbnes og maskinen derfor ikke komme ud på startbanen!



Muligvis er det blot en ammestuehistorie, men at den fortælles af ledende politikere og fremtrædende erhvervsfolk rammer lige ned i den nordjyske SAS-rutes imageproblem.



Forretningsfolk, politikere og alle andre rejsende kan ikke regne med at nå de aftaler, som flytiderne ellers indikerer.



Vi rejste op fredag formiddag og hjem lørdag formiddag. Ikke de mest pressede afgangstidspunkter. Men da vi til vore mødepartnere undskyldte forsinkelsen, pludrede de løs i munden på hinanden med eksempler på flyforsinkelser. Det var ren rutine. Mindst ni ud af ti af flyene til og fra Ålborg var mærkbart forsinkede.



Nu behøver den slags erindringer ikke at være helt upåvirkede af overdrivelser. Men alligevel: det fortæller om et imageproblem, som SAS hurtigt burde interessere sig for. For det er gæsternes oplevelse, der er det afgørende, og ikke en statistik, der måske dæmper problemet.



Og ved samme lejlighed kan SAS undersøge, og få en forklaring på, at der ikke er taxa på holdepladsen, når flyet er forsinket. Det føjer mere spot til skade, at man yderligere må vente (denne gang i regn og blæst) i mere end et kvarter på en taxa. Fungerer samspillet mellem de to rejseformer optimalt? Det gjorde de i hvert fald ikke fredag.


Skrevet af