Færre callcentre gavner rejsebureauer

”Det er et godt signal fra SAS at de beholder deres danske callcenter så telefonsalget kan klares fra Danmark frem for Langbortistan. Jeg tror, trods alt, at mange ønsker et stærkt SAS. At sende sine callcentre til udlandet er en mantra i mange brancher – ikke kun blandt flyselskaber. Og at nogle flyselskaber eksporterer deres danske callcentre gavner vores medlemmer, fordi kunderne så ringer til dem, frem for at tale engelsk med en operatør i udlandet.”



Det siger direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, til Take Off som reaktion på, at SAS Danmark i lighed med SAS Sverige nu også har fået en aftale som sikrer, at SAS beholder sit telefonsalg i Danmark.



Aftalen mellem SAS Danmark og luftfartsfunktionærerne (LFF) betyder dog, at de 200 medarbejdere i telefonsalget i Danmark går 2.500 kr. ned i løn om måneden.



SAS vil nedbringe udgifterne til sine skandinaviske salgscentre – eller også skulle de udliciteres til fx. et callcenter i Baltikum, hvor lønningerne er væsentlig lavere. SAS har i dag cirka 1.000 telefonsælgere i Danmark, Norge og Sverige til det direkte salg til privatkunder.




SAS blev forleden enige med de ansatte på de svenske salgscentre om, at arbejdet forbliver i Sverige – dog lukkes et af de tre salgscentre, hvilket betyder 100 færre ansatte. Men 280 andre arbejdspladser i SAS’ to svenske salgscentre forbliver med aftalen i Sverige.



Lars Thykier siger: ”Spørgsmålet er, om kunderne, de potentielle passagerer, accepterer at tale engelsk; de ringer jo også til et callcenter, fordi de ikke kan finde ud af det på nettet. Under protest fra Iberia i Norden rykkede Iberia sidste år sit callcenter til Spanien, hvor der er nogle dansktalende ansatte. Iberia må jo mene, at deres nordiske kunder er bedre til at tale engelsk end dansk.”



SAS-JOBS TIL INDIEN




300 andre medlemmer hos LFF i Danmark mister dog 1. april deres job, når SAS rykker sin billetafregning til de billigere lønninger i Indien.

Skrevet af