Rederiet har netop præsenteret nye gourmetrestauranter på ruten mellem København og Oslo. En tidligere stjernekok fra restaurant Noma har hjulpet med projektet.
Restaurant Sjø blev navnet på det nye restaurantkoncept, DFDS Seaways netop har lanceret på sine to skibe, Crown og Pearl, der sejler den daglige rute i hver retning mellem København og Oslo. Sjø har erstattet de nu tidligere gourmetrestauranter, Marco Polo.
DFDS har opgraderet menukortet på sine fine restauranter for at komme tættere på en mulig Michelin-stjerne. Sjø-restauranterne serverer tre menumuligheder. Der kan vælges mellem fire, fem og syv retter fra de i alt 12 muligheder på det sæsoninspirerede menukort. Syv-retters menuen er med vin og koster 1.500 kroner, mens de to andre står i henholdsvis 450 og 500 kroner uden vin – og 500 kroner ekstra med servering af de udvalgte vine.
Hovedparten af ingredienserne til retterne er hentet i Danmark, Sverige og Norge.
”Det er et meget ambitiøst projekt – og lander vi en Michelin-stjerne til Sjø kan det måske være ti år ude i fremtiden. Fra vi begyndte at få ideen om at have en restaurant ombord på Michelin-niveau, til de sidste godkendelser kom på plads fra DFDS er der nok gået to år,” sagde global salgsdirektør for passagersalget hos DFDS, Kevin Thyge Helsinghof, da han torsdag præsenterede Sjø-konceptet.
De to Sjø-restauranter på Crown og Pearl har hver plads til omkring 50 gæster.
Kevin Helsinghof tilføjede i sin velkomst ved præsentationen, at 44 procent af rederiets gæster mellem København og Oslo køber buffeten i skibenes Seven Seas-restauranter. Ruten havde sidste år 777.000 passagerer.
”Men vi vil gerne have Nordens højgastronomiske niveau på vores skibe – det er nu sket med Sjø-restauranterne. Det er ikke nødvendigvis vigtigt at få en Michelin-stjerne til Sjö, men det er vores ambition,” sagde Kevin Helsinghof.
Stjernekok fra NOMA
For at prøve at komme nærmere målet om en Michelin-stjerne har DFDS søsat samarbejde med blandt andet stjernekokken Søren Westh, der præsenterede nogle af retterne ved pressesammenkomsten torsdag.
Søren Westh var i otte år kok på Noma, men havde også afstikkere til den tre Michelin-stjernede Restaurant Per Se i New York og en sæson i Barcelona på den ligeledes trestjernede Michelin-restaurant elBulli.
Relaterede artikler:
64 nordiske restauranter med Michelin-stjerner
DFDS får stadig flere oversøiske passagerer