TQ3-chef skyder med skarpt

Som eneste topchef for et af de fem store danske erhvervsrejsebureauer, skriver TQ3’s adm. direktør for Norden, Thomas Lundberg, en klumme som en del af bureauets månedlige nyhedsbrev. I det netop udkomne skriver han bl.a.:



”Alle tænkelige økonomiske indikatorer peger på, at 2004 bliver året, hvor forbedrede konjunkturer vil slå igennem… For luftfartsindustrien – specielt de traditionelle flyselskaber – var år 2003 hårdt, mens lavprisselskaberne fik endnu et år med rekordstore overskud….”



Videre hedder det: ”TQ3 opererer i et marked, der på ingen måde er gennemskueligt. Antallet af priser for en enkelt flystrækning eller hotelovernatning er næsten uendeligt stort; vi har eksempler på over 70 forskellige priser på værelser på ét hotel.”



”Flyselskaber og hoteller distribuerer primært ved direkte telefonsalg, via internettet og gennem rejsebureauer. Disse distributionsformer muliggør stor prisdifferentiering og lav prisgennemsigtighed, hvilket sikkert er den egentlige årsag til det dybest set latterligt store antal forskellige priser for de samme ydelser, det enkelte flyselskab eller hotel/hotelkæde har,” skriver Thomas Lundberg bl.a. og tilføjer:



”Mange selskaber bruger (næsten) uafhængige computerbaserede reservationssystemer (CRS). Den faktiske omkostning via disse systemer er formodentlig 3-4 Euro pr. transaktion (ét flysæde pr. strækning). Flyselskaberne ønsker at frigøre sig fra disse omkostninger. Flyselskabernes pres på CRS-udbyderne medfører næppe reducerede omkostninger, eftersom løsningen på dette pres er at skubbe omkostningen til næste led i kæden, rejsebureauerne og i sidste ende kunden.”



”En tilsvarende udvikling ses også ved brugen af kreditkort som betaling for rejser. Rejsekonti og kreditfaciliteter gennem fx. Diners og American Express, som benyttes af mere end 80% af de nordiske virksomheder, er ikke gratis, men hidtil har flyselskaberne dækket omkostningen. Der er tydelige tegn på, at flyselskaberne også her forventes at skubbe omkostningen videre til slutbrugeren,” skriver Thomas Lundberg og tilføjer:



”BSP (Bank Settlement Plan) er endnu et område, hvor der forventes ændringer. BSP står for afregningen mellem flyselskaberne og rejsebureauer. Jeg forudser, at flyselskaberne vil finde en løsning, så der pålægges et gebyr hver gang en BSP-billet benyttes.”



”Alle disse tiltag fra flyselskaberne betyder, at de umiddelbart vil fremstå billigere, men den sørgelige sandhed er, at de enkelte delomkostninger blot flyttes et andet sted, hvilket ikke reducerer totalprisen. Provision til rejsebureauerne er på vej helt ud, men skatter, afgifter og gebyrer vil fortsat eksistere, og endnu flere gebyrer må forventes i fremtiden. Dette forhold gør bestemt ikke livet lettere for nogen,” skriver Thomas Lundberg bl.a. i sin klumme – som her er forkortet og sammenfattet af Take Off.

Skrevet af