Blandet tilfredshed om de nye takster i Københavns Lufthavne

Frem til den 19. november kan parterne indgive kommentarer til SLV, og derefter er der lagt op til forhandlinger. Opnås der ikke enighed, har SLV lavet en plan B, hvor en såkaldt »fall back«-model kommer til at diktere de fremtidige lufthavnstakster. Det skriver Børsen i dag. 

 

»Overordnet set synes vi, at der tale om et rimeligt og balanceret forslag. Selv om det ikke imødekommer os på alle punkter, kan vi se, at der er blevet lyttet til de argumenter,  luftfartsselskaberne har. En række af de elementer, vi har peget på, indgår i udspillet. Herunder er det blandt andet tilfredsstillende, at man fra lovgivernes side lægger vægt på, at lufthavnens kommercielle indtægter nu skal indgå i det samlede afgiftsgrundlag, som luftfartsselskaberne skal betale,« siger adm. direktør i SAS i Danmark, Susanne Larsen.

 

I udkastet står der, at Københavns Lufthavne som minimum skal overføre 10 pct. af afkastet fra de kommercielle forretninger til luftfartsselskaberne, hvoraf de største er SAS, Sterling og Cimber Air i nævnte rækkefølge.

 

»Princippet om krydssubsidiering er forkert, da vore butikker er i konkurrence med salget i ?yene. SLV beder om 10 pct. subsidiering af det kommercielle salg, og den subsidiering får de allerede i de nuværende takster, der ikke er udtryk for de reelle omkostninger for lufthavnen,« siger adm. direktør i Københavns Lufthavne, Brian Petersen, der er utilfreds med,  at modellen er langt mere kompleks end tidligere.

 

Københavns Lufthavne giver dog også rosende ord til SLV’s oplæg. »Alle sikkerhedsomkostninger er med i udregningen af luftfartstaksterne, og kvalitetsniveauet er med. Princippet om, at vores kvalitet og priser skal sammenlignes med andre europæiske lufthavne, er godt,« siger Brian Petersen, der principielt er glad for den nye indeksering af omkostningsudviklingen, der i langt højere grad end tidligere tager højde for lønstigningerne blandt lufthavnens medarbejdere.

 

SLV lægger op til, at afkastet beregnes ud fra historiske omkostninger, hvor Lufthavnen mener, man bør anlægge markedsværdien.

 

Forslaget er en garanti over for Københavns Lufthavn mod nogensinde at tabe penge, påstår SAS, der mener, at det reelle afkast af den investerede kapital er mindst dobbelt så stort som de 4,9 pct., lufthavnen selv mener, den er. Dermed rammer oplægget til den nye reguleringsmodel en pæl gennem udsagnet fra Københavns Lufthavne om, at deres afkast er på 4,9 pct., mener SAS.

 

Sidste år betalte SAS 770 mio. kr. i afgifter og lignende til lufthavnen. Viceadm. direktør i SAS, John Dueholm, har tidligere sagt, at selskabet bør have et årligt to-cifret mio. beløb til gode hos Københavns Lufthavne.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen