Ved åbningen af Ferie for Alle i MCH fredag morgen, uddelte Danske Rejsejournalister atter Havfrueprisen. Årets prismodtager blev Dyrehøj Vingaard, ”en pioner inden for dansk vinturisme.”
Ferie for Alle i Messecenter Herning indledes med morgenmads-sammenkomst for udstillerne. Et fast indslag under denne er uddelingen fra Danske Rejsejournalister af Havfrueprisen. Den har været uddelt siden 2007 ”til en person, et firma eller en organisation, som har bidraget med noget særligt for dansk indlandsturismen i det forløbne år.”
I år havde bestyrelsen for Danske Rejsejournalister valgt Dyrehøj Vingaard på Røsnæs nord for Kalundborg som modtager af Havfrueprisen.
I sin tale med motivationen, sagde Hanne Høiberg, den afgående formand for Danske Rejsejournalister, blandt andet:
”Jeg utrolig glad over at kunne stå her i dag og deltage i åbningen af Ferie for Alle. Både fordi det er tegn på, at verden er på vej til at vågne efter næsten to års coronanedlukninger, og naturligvis fordi Danske Rejsejournalister plejer at uddele Havfrueprisen til en person, et firma eller en organisation, der har bidraget med noget særligt til turismen inden for Danmarks grænser.”
Få forbinder Danmark med vinturisme
De færreste forbinder Danmark med vinturisme. I dag kan flere af de danske vingårde rent faktisk leve af deres forretning og producerer specielt hvide vine, der har fået stribevis af priser ved internationale vinkonkurrencer, lød det fra rejsejournalisternes formand.
Hanne Høiberg sagde videre: ”Danmarks nok førende vindistrikt findes på Røsnæs, halvøen som stikker ud i Storebælt nord for Kalundborg på Sjællands vestkyst. Her ligger fire, snart fem vingårde, som udnytter det milde, næsten sydlandske klima på de sydvendte skråninger.
Dyrehøj Vingaard, der drives økologisk, er landets største med over 40.000 vinstokke og en vision om at skabe topvine, der også kan klare sig internationalt. Den er sådan set allerede opfyldt. Af samme grund har vingården haft besøg af både New York Times, The Economist og Wall Street Journal. Og ved seneste Wine Award International fik en af deres økologiske dessertvine den fornemste pris af alle, Top Gold Award,” fortalte Hanne Høiberg og fortsatte:
”Nu vil nogen måske tænke: Hvad har alt dette med en turismepris at gøre? For det er Havfrueprisen jo. Det kan jeg meget let fortælle:
Når Danske Rejsejournalister har valgt at give årets Havfruepris til Dyrehøj Vingaard, hænger det i høj grad sammen med, at vingården står som pioner inden for dansk vinturisme og har skabt en lang række oplevelser på og omkring vingården. Med flere typer rundvisninger i vinmarkerne og efterfølgende vinsmagning. Og med egen café og med galleri med skiftende kunstudstillinger i det snart 100 år gamle stuehus har Dyrehøj Vingard skabt en ægte vingårdsstemning.”
Hanne Høiberg påpegede også, at via sit samarbejde med andre turistaktører på Røsnæs – for eksempel det nærliggende strandhotel og en campingplads – ”er Dyrehøj Vingaard et fantastisk eksempel på, hvordan lokale initiativer kan skabe en positiv udvikling i det, nogen kalder udkants-Danmark. Jeg siger bare: Røsnæs er en boblende, dynamisk flig af Danmark, det betaler sig at holde øje med.”
Danske Rejsejournalister har i alt 130 medlemmer. Mediemedlemmer omfatter blandt andet journalister, skribenter, forfattere, bloggere og fotografer, mens branchemedlemmerne typisk er personer fra for eksempel inden- og udenlandske turistkontorer med ansvar for kontakt til pressen i rejsebranchen. Foreningen har også seniormedlemmer, det er passive medlemmer eller pensionister.
Relaterede artikler:
Brancheforening skal have ny formand