Fredagsklummen: Tjener, bliv ved mit bord!

Af Ejvind Olesen



Endnu engang måtte den danske restaurationsbranche se misundelig til, at de franske kollegaer fik momsen nedsat med et ordentligt hop. Ned til fem procent for at imødegå krisen. Tænk hvis ikke franske indbyggere kan få råd til at gå ud og spise. Hele deres verden ville falde sammen.



Det gør den ikke i Danmark, men det gør til gengæld restauranterne, hvis der ikke snart sker noget. Der er et alarmerende stort tal, som må give op, og det er en særdeles uheldig førerplacering blandt de krakkede danske virksomheder.



Noget tyder på, at det er hele vejen igennem. De finere, og dyrere, er givetvis hårdt ramt. Et par Michelin – restauranter har givet op. Andre lukker et par dage om ugen og holder lang sommerferie. Samtidig fyres folk. Ledige kokke og tjenere midt i en sæson i København med Tivoli og Bakken åben er ikke hverdagskost. Det begynder at svare til arbejdsløse juletræssælgere midt i december.



På hotellerne går det næppe bedre. Restauranterne halter selv i gode tider bagefter og belaster ofte hotellets økonomi. Hvordan er det så ikke i øjeblikket? I København vil de fleste blomstre op i andet halvår på grund af internationale arrangementer, men næppe mere end til at dække de værste huller.



Derfor er der sund fornuft i, at Horesta nu igen foreslår politikerne, at fjerne den misundelses stramning, som den politiske venstrefløj fik indført for en snes år siden og med ét medførte, at fradrag for erhvervslivet ved repræsentation kun blev på 25 procent. Det gjorde ondt dengang, og det gør ondt i dag. Vi fik stribevis af firmakantiner, og tomme borde med kedelig stemning på mange restauranter landet over.



Forslagsstillerne var gennemsyret af idéen om de rige, velnærede forretningsfolk i mørke habitter og sorte snøresko, som mæskede sig på skatteydernes regning.



Det ville alt andet lige være rimeligt risikofrit, at sløjfe den lov for at skabe vækst og beskæftigelse. Lad der så ryge en ekstra rejemad med i købet. Det er billigt sluppet frem for seriøst at skulle overveje eksemplet fra vore nabolande – og nu fra Frankrig med kraftig nedsat moms. For slet ikke at tale om differentieret moms.



Det kommer ganske vist ikke alle tilgode, men det gør landbrugets tilskudsordninger heller ikke



Enhver minister får nervøse rystelser hver gang han eller hun hører om differentieret moms. Hvis først en enkelt branche får hjælp, vælter det ind med et næsten uoverskueligt administrationsarbejde. Først i rækken står her nedsat moms på sunde fødevarer, men den kommer heller ikke.



Når andre lande kan, kan vi vel også! Men, der findes andre og lettere løsninger. Som oven i købet vil forsøde vort liv, og redde andres.



Hvad mener du? Bør det være muligt at fratrække det fulde beløb i repræsentation for at redde danske restauranter? Stem i quick poll.


Skrevet af