”Et kraftigt signal til markedet”

”Det er et kraftigt signal til markedet om overkapacitet, og at flybilletter skal have en vis pris for at man kan tjene penge,” siger Per Møller Jensen (foto), vicepræsident for varemærker, marketing og EuroBonus i SAS til takeoff.dk

 
Til Børsen sagde Johan Bisgaard Larsen, markedschef for Norwegian, næststørste flyselskab i København: "Vi påtænker at åbne nye ruter, hvor Transavia har fløjet, og vil øge frekvensen på de Transavia-ruter, hvor Norwegian allerede flyver i dag.”

Cimber Sterling har meddelt Transavia, at Cimber så vidt muligt kan medtage passagerer, der har booket pladser med Transavia på ruter, Cimber Sterling også flyver.

 

Cimber Sterlings kommercielle direktør, Lars Bording, siger til takeoff.dk, at flyselskabet har kontaktet rejsebureauer og tilbudt at være behjælpelig, hvis de har booket større grupper etc. hos Transavia.

 

”At Transavia stopper i Danmark er forfærdeligt for de ansatte sommister deres arbejde. Det er et svært marked. Vi har også for nylig set Ryanair meddele, at de trækker sig fra en lang række ruter ud af jyske lufthavne,” siger Lars Bording og tilføjer:

”Der er for mange flyselskaber om buddet, nogle flyver til urealistiske priser. Markedet er overbelastet med alt for mange udbudte sæder.”

 

Thomas Haagensen, Easyjets Regional General Manager i Nordeuropa:
"Vi fastholder målet om at vokse i København. Vi vil kigge nøje på de ruter, Transavia opgiver, for at sikre, at vores danske kunder har tilstrækkeligt med valgmuligheder."

 

Københavns Lufthavns pressechef, Søren Hedegaard Nielsen, siger til takeoff.dk fra Vancouver, hvor han er til Routes – årets største begivenhed i luftfarten, hvor flyselskaber og lufthavne mødes for at udvikle nye ruter:
”Det er aldrig sjovt når en kunde forlader os, men vi er allerede er i gang med at fylde hullet efter Transavia. Nyheden giver dagens møder nye perspektiver,” siger han.

 
I juli havde Københavns Lufthavn for første gang over 400.000 lavprispassagerer på én måned, ca. 18,5 % af de rejsende. I årets syv første måneder har lavprisselskaberne haft 17,6 % af passagererne – ca. 3 % højere end i 2009.

 

De største lavprisselskaber i Københavns er Norwegian, Cimber Sterling og Easyjet. SAS vil ofte regnes med når det gælder udbuddet af lavprisbilletter. Fordi SAS reelt har flere af disse end de typiske lavprisselskaber.

Skrevet af Henrik Baumgarten